Skyl ikke madrester med ud
Et tilstoppet afløb er irriterende. Det sker oftere i køkkenvaskens afløb end i de andre afløb, og det er der en grund til. Fedt og madrester, der kommer fra madlavningen, ender tit i afløbet, og med tiden sætter madresterne sig og laver propper, der ikke kun blokerer rørene, men også begynder at lugte.
I køkkenet starter vejen mod et sundt afløb med at tænke over, hvad du putter ned i vasken. Sørg for at skrabe så meget som muligt af tallerkner, fade og pander, inden du skyller dem af i vasken.
Tænk over, hvad du smider i afløbene
Sørg for at have en si til afløbet i vasken, der kan fange de oversete madrester. Således kan du nemt tage sien op og tømme den i skraldespanden.
Tænk generelt over, hvad du smider i dine afløb.
Læs her, hvad du for eksempel ikke må smide i dit wc.
Skyl jævnligt med kogende vand
Hæld kogende vand ned i afløbet 3-4 gange om måneden, også selvom afløbet ikke er stoppet. Det gælder ikke kun for køkkenvasken, men også de andre afløb inklusive afløbene i gulvet. Det varme vand sørger for at opløse fedt, slam, sæberester og andet, der havner i rørene.
Du kan også bruge afløbsrens eller lignende produkter, men du skal være opmærksom på, at disse produkter ofte er miljøskadelige. Brug dem derfor kun, hvis afløbet virkelig er stoppet.