Redaktionen anbefaler






Danmark er et af de steder i verden, hvor flest får testikelkræft. Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen fortæller, hvordan du selv kan være opmærksom på symptomer på sygdommen.
Danmark er ét af de steder i verden, hvor flest mænd rammes af kræft i testiklerne. Årligt bliver cirka 300 danske mænd diagnosticeret, og særligt unge mænd i alderen 25 til 35 år er i risikogruppen. Kræft i testiklerne kan dog ramme mænd i alle aldre.
Chancen for at få testikelkræft øges, hvis du tidligere har haft kræft i testiklerne, eller hvis sygdommen før er set i familien. Manglende nedsynkning af én eller begge testikler øger også risikoen.
Forandringer i testiklerne vil i de fleste tilfælde føles som en lille knude eller en hævelse. En forstørret testikel er ikke nødvendigvis øm, men smerter kan være et tidligt tegn på, at noget er galt. For nogle mænd vil symptomerne opstå akut, mens andre vil opleve en gradvis udvikling.
»Opdager man en forandring, skal man være vaks til at lade en erfaren læge undersøge den nærmere,« siger overlæge og lægefaglig redaktør i Kræftens Bekæmpelse, Jens Oluf Bruun Pedersen. Han understreger, at selv den mindste tvivl bør tages alvorligt.
Andre symptomer på kræft i testiklerne er en følelse af tyngde i pungen, hårdhed, ændring i størrelse og facon, pludselig ophobning af væske i pungen samt ømhed i brystvævet.
Varmt vand fra bruseren gør pungen blød og elastisk, så du lettere kan være systematisk i din undersøgelse. Derfor foreslår Jens Oluf Bruun Pedersen, at man udfører det jævnlige tjek af testiklerne som en del af sin rutine i badet.
Ved at undersøge dig selv regelmæssigt kan du opdage eventuelle forandringer i testiklerne tidligt og dermed sikre en nemmere behandling. Tidlig opdagelse af sygdommen er medvirkende årsag til, at op mod 95 % i dag bliver helbredt for testikelkræft.
“Vi anbefaler, at man holder øje med sig selv og dermed sikrer, at der ikke er noget nyt eller noget, der har ændret sig,” siger Jens Oluf Bruun Pedersen.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10