vin

Sådan finder du vinen til din pizza

Pizza er italiensk og findes i mange varianter. Heldigvis findes der flere italienske vine, der passer fremragende til hver og én pizza

 

Pizza er en verdens mest populære take away-retter. I den sammenhæng er der (desværre) en del pizzaer, der får en sodavand som ledsager, eller måske en øl. Men lad os nu se på, hvad en god pizza egentlig består af, hvor forskellige de kan være og sidst, men ikke mindst hvor fremragende pizza/vin-match, der ligger lige for.

 

Pizza’en er italiensk, og selvom den kommer i mange versioner, er der én bogstavelig talt grundlæggende og dominerende ingrediens, nemlig tomat. Tomat er en herlig sag at beskæftige sig med i vinsammenhæng, tomat er nemlig en fin kombination af syre og sødme, nøjagtig som mange vine er det. Og så er der alt det andet en pizza kan bestå af, som gør vinvalget til din pizza interessant.

 

Fordi pizza er italiensk, og fordi det italienske køkken generelt er meget tomat-domineret, er italienske vine fra nord til syd oplagte. En del italienske druer, f.eks. sangiovese, montepulciano d’abruzzo og barbera indeholder en del syre. De røde vines syre passer nogle gange helt perfekt til tomatens syre. Det sagt, er tomater næsten lige så forskellige som druer (og pizza’er ), nogle er søde og krydrede, andre er bitre og nogle er neutrale.

Her er nogle forslag til gode vinvalg, og i respekt for pizzaens ophavsland er de alle italienske:

Den klassiske vegetariske - Pizza Margherita

Den mest basale og klassiske pizza er en Margherita. Den består af dej, tomat, ost og krydderi som oregano eller basilikum.

 

Allerhelst skal en Margherita laves med frisk mozarella, en mælket lækker cremet ost mod den stærke, krydrede tomatsauce. Her går mange italienske vine. Et helt klassisk bud er ung barbera fra Piemonte. Barbera er superfrisk, når den er helt ung og ikke fadlagret. Den har en skøn saftighed over sig, der tager kampen op med den fede ost, og dens friske, lidt knibske syre passer perfekt til tomatens syre. Ung barbera er enkel, og det er en pizza magaritha også. På den gode måde. En kold rosévin på sangiovese vil også gøre sig godt.

Tips

  • En del italienere betragter barbera som pizza-vin nr. 1. Det var en trend i 90’erne at drikke barbera til pizza. Er du i tvivl, så vælg barbera til din pizza.
  • Frugt på pizza, f.eks. pærer, bør nydes med hvidvin og mousserende vin.
  • Friske krydderurter dominerer meget. Det kan være basilikum, timian, rosmarin og salvie. Brug krydrede, hvide som røde vine, til.
  • Chili i eller på pizza passer godt til siciliansk rødvin på nero d’Avola og Frappato.
  • Friske tomater på pizzaen og særligt sød tomatsauce er godt med syditalienske vine på primitivo og negroamaro.
  • Umami og røgede elementer er spændende med vulkanske vine. Lige fra Soava-hvidvine til Etnas røde på nerello mascalese.
  • Hvid pizza uden tomat passer godt med vermentino hvidvin fra Toscana og hvidvin på druen grillo fra Sicilien.
  • Pizza med friske skaldyr er fantastisk med verdicchio fra Marche.

 

 

Spegepølse-pizza’en - Pizza pepperoni

Den næste klassiker må være pepperoni-pizzaen, den mange børn elsker.  Pølsen er stærk og salt. I varmen smelter lidt af pølsens fedt og blander sig med osten og de andre ingredienser. Den voksne version, som mange børn også elsker er pizza diavola med en pølse, der er ekstra stærk. Til både den børnevenlige og mere djævelske pølse på pizzaen passer rødvin på sagrantino fra Umbrien godt. Sagrantino kan være noget af en børste inden for rødvin, så forvent en kraftig vin med mørk frugt og markante tanniner, en flot krydret vin, der kan hamle op med de krydrede pølser og måske sorte, let bitre oliven på din pizza.

  • Undgå alt for lette vine. Det dårligste match her ville være en spinkel syrlig hvidvin.

Skinke-pizza’en Pizza con prosciutto

En uimodståelig lækker kombination er den røgede, salte italienske skinke, den bitre friske rucola og resten af pizzaen. Her er mange ting på spil. Sangiovese fra Toscana er næsten et must. Sangiovese er streng, høj på syre med umiskendelig dejlig smag af bitre kirsebær. Lige i øjet til denne pizza. Det kunne også være en brunello eller en Rosso di Montacino. Eller en let Chianti. Eller en Montepulciano d’Abruzzo. Skulle du have lyst til hvidvin, prøv da en af de friske mellemfyldige norditalienske. En god pinot grigio, en friulano eller en ribolla gialla fra Friuli eller Alto Adige. I den del af Italien spiser man en del røget, tørret kød og spæk, som de lokale hvide vine passer godt til. 

 

  • Undgå aromatiske og frugtige hvidvine.

Pizza med ansjos - Pizza Napolitana

Det er en pizza med små salte fisk. Ikke en pizza alle kan lide, men for de som kan, kan den næsten skabe en slags afhængighed. Intet er mere salt-intenst end de små filetter, der dominerer hele pizzaen med sin pikante smag. Med sorte oliven, kapers og lidt rødløg på også er denne umami-mundfuld fuldendt. Nyd en ung, ikke-fadlagret dolcetto til. Piemontes knap så feterede drue dolcetto laver herlige pizza-vine lige som barbera. Ung fast og kraftfuld uden på nogen måde at være bred eller rund. En kraftig rosévin (som hedder rosato på italiensk) fra Siciliens signaturdrue nero d’avola er også et godt match, og en ung nero d’avola rødvin går også fint til denne pizza.

 

  • Undgå for fadlagrede tunge rødvine.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Pizza med svampe - pizza funghi

Denne pizza er en slags feinschmecker-pizza, man ikke nødvendigvis finder i alle gade-pizzariaer. Det er ganske almindeligt at komme champignon på pizzaerne, de fleste børn beder dog om uden. Men en pizza funghi er en pizza med flere forskellige slags svampe, ofte uden champignon. Det kan være portobello, maitake, porcini, Karl Johan. Det kan endda være, du får lidt trøffel på den pizza også. Der er én italiensk vin, der kan sende dig i himmerige sammen med din svampepizza. Det er Barolo. Basta.

 

  • Undgå søde mousserende vine som moscato d’Asti.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Den tropiske pizza - Pizza Hawaii

Det er noget af en gastronomisk selvmodsigelse at lægge ananas og lyserøde rejer på en pizza. Ikke desto mindre er den en af verdens mest kendte og populære pizzaer, så den skal med her, og en vin skal der også til. Det er ananassen, der styrer slagets gang, og det kræver måske nok en hvidvin. Hvorfor ikke understrege den festlige pizza med festlige bobler. Prosecco med sine dejlige subtropiske smagsnoter af ferskner og melon, er vinen til denne pizza. En anden mulighed kunne være Lambrusco, meget gerne en rød lambrusco fra Emilia Romagna.

 

Denne artikel har tidligere været bragt på VinCooperativet.dk

 

  • Undgå rødvine med markante tanniner.

Læs mere om