Hvilke råvarer og ingredienser kan give umami-smagen i det vegetariske køkken?
Man kan faktisk sagtens lave vegetariske retter med saft, kraft og masser af smag. Der er blot nogle få ting, man skal have i tankerne, før man går i gang:
»Jeg sørger altid for, at mine vegetariske retter har dybde – forstået som umami – altså en rig smag med mundfylde, som tilfredsstiller os, når vi spiser. Heldigvis kan vi godt opnå denne velsmag uden kød og i stedet bruge produkter som miso, tang, soja, ost, svampe, harissa, saltede citroner eller andre fermenterede elementer. Det kan være godt at investere i et par af produkterne, da de er drøje i brug og kan bruges til at pifte alverdens retter op med,« siger Ditte Ingemann.
Kan man sikre umami ved hjælp af tilberedningen?
Ja, man kan faktisk godt koge eller stege umami-smagen frem – især i gryderetter, som har stået og simret i lang tid. Hvis du laver en vegetarisk gryderet, er det selvfølgelig vigtigt at tilføje produkter, som har dybde og umami.
Hvad skal måltidet indeholde for at være tilfredsstillende? Hvilke elementer skal være til stede, så man ikke ender med at snacke efter måltidet?
»Det er vigtigt at tænke i elementer, smagskomponenter og konsistenser – maden skal smage af noget, have tekstur og dybde. Tænk altid i de 5 grundsmage: sødt, salt, surt, bittert og især umami, som er med til regulere appetitten. Derudover er det vigtigt at spise sig mæt – spiser du en plantebaseret kost, vil du nok opleve at spise større portioner, end hvis du har kød eller fisk på din tallerken,« forklarer Ditte Ingemann.