Redaktionen anbefaler






Når du bruger orkideen som stueplante, kræver det rytme og regelmæssighed at passe den. Hvis du vander den for ofte, rådner rødderne, men hvis du vander den for sjældent, når planten at tørre ud.
Hold derfor øje med, om rødderne når at tørre mellem vandingerne, og vær meget punktlig. Et godt interval er at vande orkideerne en gang om ugen.
Tag orkideerne ud i køkkenet, og dyp dem ned i en balje med vand. Lad dem stå og suge i 15-20 minutter. Giv dem eventuelt en overbrusning med en forstøver, når de alligevel står i baljen. Tag derefter orkideerne op, lad dem dryppe af, og sæt dem tilbage på plads.
Det bedste er at bruge blødt vand, altså vand uden kalk, f.eks. afkalket vand eller regnvand. Hvis du bruger postevand en enkelt gang, sker der ikke noget, men planten lever længere, hvis den ikke får kalk.
Giv planten lidt særlig orkidegødning hver anden eller tredje gang, du vander den.
Placer dine orkideer i et lyst vindue, hvor de får rigeligt med lys, uden at de står i direkte sol. Hvis de står direkte i solens stråler ved et sydvendt vindue, risikerer de at blive brændt af. Orkideerne står optimalt i et østvendt eller sydvestvendt vindue, gerne lidt væk fra selve vinduet for at undgå overophedning.
Hvis du ikke har så brede vindueskarme, kan du sætte et lille plantebord inden for vindueskarmen, så orkideerne ikke står i direkte sol.
Du kan sagtens lade orkideen stå i den potte, den er kommet i, men planten skal omplantes med 1 til 2 års mellemrum.
Tag planten ud af potten, og fjern de rødder, som virker rådne eller opløste. Rødderne skal være lyse eller grønlige, og hvis de er rådne eller opløste, kan du klippe dem af. Hæld frisk orkidejord, som består af barkstykker, ned i potten, og sæt planten ned. Det er vigtigt, at du ikke bruger spagnum eller pottemuld, for planten optager næring gennem luftrødderne og skal have luft.
Læs mere om, hvordan du får smukke orkideer, hos Bolius.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10