Jeg går til Junglerun

… eller jeg har i hvert fald prøvet det en søndag formiddag sammen med min nevø Felix, og det var vildt sjovt - og hårdt!

Junglerun

Griiiib!« Felix på 9 år kaster sin krop direkte ind i mig og griner stort op mod mit ansigt.

Felix er min nevø, som jeg har lokket med til junglerun i Valbyparken, og selvom det er tidligt søndag morgen, og de morgentrætte skyer varsler regn, er han allerede oppe i 5. gear.

Junglerun er et familieløb, som ægteparret Janni Lund Pedersen og Thomas Lund, der har 2 børn sammen, har stablet på benene med ønsket om at skabe et rum, hvor børn og voksne kan lege, bruge naturen og være aktive sammen.
Man stiller op i hold bestående af en voksen og et barn mellem 5 og 12 år. Du har vundet, når du har været igennem banen og dens forhindringer, men alle børn får selvfølgelig en medalje ved målstregen. Hele løbet er 4 km langt og tager omkring 2 timer.

 

Kan man nå at bytte?

10.08 er det vores tur til at blive sendt af sted; 4 voksne mænd med børn på 5-6 år står klar ved siden af os, og det slår mig, at de har planlagt klogt; de voksne er både større og stærkere, end jeg er, og børnene er halv størrelse af min skønne nevø – det bliver hårdt det her! Kan man nå at bytte barn med nogen?
Et par sekunder senere er Felix allerede 15 meter foran mig, og han vender hovedet bagud med jævne mellemrum for at råbe motiverende ord efter mig: »Kom så moster! Løb nu lidt hurtigere! Hvorfor er du så langsom?«

Vi skal følge små, gule flag for at komme på rette vej, og den første forhindring, vi kommer til, er græsski. Græsski er en slags ski lavet af træ med snore både foran og bagved; vi skal begge have fødderne på dem og gå i takt, så vi kommer fremad. Felix er ikke just tilfreds med min præstation, men han fortsætter ufortrødent sin taktfaste remse: »Højre, venstre, højre, venstre«, indtil vi når frem til stregen og kan løbe videre.

De næste forhindringer forløber næsten smertefrit, måske fordi min nevøs opmuntrende hepperemser er begyndt at virke. Når det går alt for langsomt, tager han mig i hånden eller giver et bud på, hvor langt vi mon er kommet indtil videre – han er virkelig pædagogisk, og han ender faktisk med at vinde mig over.
Så kommer vi desværre til, hvad jeg vil kalde vores fælles nemesis: forhindringen med navnet dovendyret. Jeg skal gå på alle fire, med strakte bagben, mens Felix hænger på maven af mig. Det er hårdt! For os begge to, og jeg må erkende, at jeg en enkelt gang, måske to, får lagt mig fladt på maven, med stakkels Felix under mig, før vi har klaret den!

 

Man skal have tungen lige i munden, når man skal gennem forhindringer med en ærtepose på hovedet!

En mosters fald

Mit personlige nederlag møder jeg i sækkeløbet. Felix er god til at løbe, mens min deltagelse er tvivlsom. Halvvejs på distancen falder jeg. Første gang. Igen kommer Felix mig til undsætning med motiverende tilråb, mens han selvfølgelig er hoppet længere, end løbet kræver.
Efter den sidste forhindring løber vi om kap til målstregen; jeg vil mene, at jeg er et millisekund foran Felix, men der er stadig uenighed om det. Felix springer over et banner, elegant som han er, og jeg tager den bare over den usynlige målstreg i græsset. Så er der saftevand og en medalje til Felix, og vi finder chokoladekiks og de sidste pizzasnegle frem fra tasken.

 

Endelig i mål!

Se, hvad vi ellers skriver om: #motion, #børn, #familie og #sjov