Ny podcast fra Samvirke sætter lyd til historien fra forsiden

Samvirke Mellem Linjerne er navnet på Samvirkes nye podcast, som udkommer hver måned. I podcasten dykker vi ned i og sætter lyd til den aktuelle historie fra forsiden af Samvirke.

Du kan blandt andet høre, hvordan glade klimavenlige køer lyder, når vi sætter lyd til historierne fra forsiden af Samvirke i podcasten Samvirke Mellem Linjerne.  

Lyt med hver måned, når vi dykker ned i historien fra forsiden 

Nu kan du ikke blot læse dig til viden om klimaudfordringer, forbrugsvaner, mad og sundhedstendenser i Samvirke. Med vores nye podcast i ørene får du samtidig lyden af den aktuelle historie på forsiden. Det betyder, at du for eksempel kan høre, hvordan glade klimavenlige køer i en svensk stald lyder. Desuden får du interviewbidder med udvalgte kilder fra månedens historie. I studiet fortæller og forklarer den ansvarlige journalist om historien i samtale med podcastens vært. 

Samvirke Mellem Linjerne udkommer hver måned samtidig med, at et nyt Samvirke lander i butikkerne. Podcasten kan både fungere som supplement til historien fra forsiden, men kan også sagtens stå alene. Når du har lyttet til en episode af Samvirke Mellem Linjerne, er du forhåbentlig blevet klogere på et aktuelt emne og klædt bedre på til at tage de valg, der giver mening for dig som bevidst forbruger.       

Find »Samvirke Mellem Linjerne« på iTunes SpotifyPodimo eller der, hvor du normalt hører dine podcast. 

Du kan også høre podcasten herunder. Hvis du er i tvivl om hvordan du lytter til en podcast, så har vi lavet en guide til dig her: Sådan lytter du til en podcast.