Ingen druk
Ligesom den 17-årige skal være i stand til at føre bilen og ikke må være beruset eller under indflydelse af stoffer, gælder de samme regler for den voksne, der sidder ved siden af. En ung teenager kan altså ikke agere chauffør på vej hjem fra en familiefest, hvis far eller mor, der er de eneste andre voksne i bilen, har fået for meget at drikke.
Husk at udfylde særlig ledsagerblanket, inden I kører
Det er i øvrigt den 17-åriges ansvar, at den voksne er klar over de regler, der stilles til den voksne ledsager. Det skal kunne dokumenteres over for politiet, og det er en god idé, at både ledsageren og føreren udfylder og underskriver en særlig ledsagerblanket forud for kørslen.
På Færdselsstyrelsens hjemmeside er en blanket, I kan bruge. Udfyld og underskriv blanketten, før I kører. Rådet for Sikker Trafik råder til, at I altid har blanketten med, når I kører sammen. Så kan I vise den til politiet, hvis I bliver stoppet.
Overholder man ikke reglerne, får både den 17-årige og ledsageren en bøde for at overtræde færdselsloven.