Redaktionen anbefaler






»Fra august til november, er den bedste sæson at farve i, fordi fotosyntesen har været i gang så længe, at planterne har ekstremt meget farvepigment i sig,« fortæller Malene Kristiansen
Selvom Malene Kristiansen har mange års erfaring med at farve tekstiler med ting fra naturen, bliver hun stadig fascineret af processen, fordi farven altid ender forskelligt ud, alt efter årstid, mængden af nedbør, tørkeperioder, kulde og andet, der præger naturen i løbet af et år.
»Farven vil altid være et aftryk af den tid og det tidspunkt, du er i lige nu, og det er jo det, der gør det så fascinerende,« fortæller Malene Kristiansen, der er tekstildesigner og underviser ved Kunstakademiets Designskole.
Vand, varme/tid, tekstil og farvestof er de 4 ting, der skal bruges, når man vil farve med naturfarver. For at få farven til at sidde bedre fast på tekstilet kan man bruge bejdse. Man kan enten bruge salt, alun eller eddike som bejdse. Malene Kristiansen anbefaler, at man som nybegynder bruger alun, der er et metalsalt, som består af aluminiumsulfat. Det kan købes billigt i for eksempel Matas. Derudover skal man bruge en stor gammel gryde, en grydeske, der gerne må blive farvet, og gummihandsker. Gummihandskerne skal beskytte hænderne mod farven, der kan smitte af, men også fordi farven og bejsen i nogle tilfælde kan genere huden. Derfor anbefaler Malene Kristiansen også, at man bruger en særskilt gryde til plantefarvning.
Meget organisk køkkenaffald egner sig godt til at farve stof. Eksempelvis avocadoskaller, -sten, gulerødder, løgskaller, kål og kaffegrums kan samles, tørres og bruges til indfarvning af tekstiler.
De tekstiler, man kan farve, skal være lavet af naturlige fibre, der kommer fra dyr og planter, fordi kunstige fibre ikke vil tage imod farven på samme måde. For eksempel er bomuld velegnet til indfarvning.
Gryden skal være stor, fordi der skal være plads til, at stoffet kan flyde frit rundt. Gryden fyldes med vand, og heri opløses 1 dl alun per 2 liter vand. Man hakker f.eks. 7-10 stk. tørrede eller frosne avocadoskaller samt sten og lægger dem i gryden. Derefter skal stoffet i gryden. Det kunne f.eks. være en bomulds-T-shirt. Stoffet røres forsigtigt rundt i gryden, mens det småkoger i en time. Derefter tages tøjet op, renses grundigt i koldt vand, hænges til tørre, og så er der næsten nyt tøj i garderoben.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10