Lav dit eget lækre smør af cremefraiche

Rør frisk smør til dit yndlingsbrød, lav lakridssmør, hvis du elsker smagen af lakrids.

Lav smør du kan blære dig med


Friskbagt lunt rugbrød med smør er en luksus, du bør unde dig selv. Hjemmerørt  smør fra dit eget køkken gør rugbrødsmaden til en himmerigsmundfuld. Mejerierne laver fint smør, men den helt friske, rene smørsmag findes kun i nyrørt smør, og så kan du endda blære dig med, at du selv har frembragt pragtsmørret.

Smørtip

  • Brug smør i kageopskrifterne. En hjemmebagt sandkage med smør får en lettere konsistens end en sandkage bagt med olie.
  • Find den gamle smørboks frem og brug den. Smør fra køleskabet smager bedst, når det har stået i en lukket beholder.


Nej, man kan ikke piske flødeskum til smør


Nogle tror, at flødeskum, der er pisket for længe, bliver til smør, men det er ikke helt rigtigt. Mælk skal syrnes for at få den fine smørsmag frem, siger Mia Irene Kristensen, der er fødevarestuderende og medindehaver af firmaet CPH Good Food.


Brug cremefraiche, så har mejeriet klaret syrningen for dig


Mia Irene Kristensen giver her en nem opskrift på smør. Hun bruger det syrnede mælkeprodukt cremefraiche, så mejeriet har klaret syrneprocessen for dig. cremefraichen må gerne være økologisk for smagens og farvens skyld. Så skal du bare piske cremefraichen til den skiller helt, presse væden fra, smage smørret til med salt og sætte det i køleskabet.


Smør:


Til 150-200 g hjemmerørt smør skal du bruge:
400 g cremefraiche 38 %
Salt

(Artiklen fortsætter efter annoncen)


Sådan gør du:

  • Kom cremefraichen i en skål
  • Pisk cremefraichen med en elpisker, til den skiller i væske og blødt smør. Det tager ca. 5-8 minutter
  • Pres væden fra smørret i et rent viskestykke
  • Kom det bløde smør i en skål og kasser væden
  • Smag smørret til med salt og sæt det på køl inden serveringen
  • Du kan få smørret til at smage, som du vil. Tilsæt for eksempel hvidløg, chili, grønne urter som persille, estragon og rosmarin, lakrids, kanel, citron eller pesto.
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Lakridssmør

Du kan også lave lakridssmør uden at røre smørret fra bunden. Brug 100 gram blødt smør og en halv teske granuleret rålakrids, som du kan købe på apoteket. Rør smør og lakrids med en håndmixer i ca. fem minutter, til det bliver hvidt og luftigt. Smør lakridssmørret på rugbrød eller hvedebrød eller brug det i dejen til en citronkage.

Læs mere om