Kend dit ølglas
Pint
En ”pint” er en gammel engelsk enhed af volumen, som svarer til 568 milliliter – eller 1/8 af en gallon. Selv om vi ikke er så bekendt med enheden herhjemme, er det engelske pintglas det mest udbredte på barer og andre beværtninger, fordi glasset både giver plads til aromaerne i øllet og samtidig er let at rengøre og, ikke mindst, stable på grund af den buede læbe øverst i glasset. Pintglasset er derfor et godt allround glas, som kan bruges til blandt andet ales, pilsnere, stouts og portere.
Krus
De fleste forbinder typisk ølkruset med våde oktoberfester og tyrolerpiger, men faktisk er ølkruset det ældste ølglas, der findes. Fordelen ved at servere øl i et krus er, at kruset kan indeholde en hel del øl, uden at den heldige øldrikker behøver at holde direkte på krusets krop og dermed varme øllet i sin hånd. Derudover sørger det tykke glas for at holde øllet køligt, hvis du ikke kan skylle de mange dråber ned på én gang.
Pokal
Det majestætiske pokalglas kan variere i form, men består grundlæggende af en tyk stilk med en aflang krop, som gør det populært til mange øl. Glassets åbne facon egner sig især til stærkere øl, der ikke kræver et voldsomt duftindtryk, fordi den brede munding holder mindre på aromaerne i luften over øllet. Drikker du derimod pilsner og lagerøl af en pokal, skal du huske ikke at hælde øllet helt op til toppen, så der også er plads til næsen. Lyse øl kræver nemlig, at næsen også kommer på arbejde, for at du kan få mest muligt ud af bryggen. Prøv en belgisk trappistøl, en mikrobryg eller en stout i pokalen.
Pilsnerglas
Pilsnerglasset er højt og slankt med en åbning, der munder ud i en trompet. Dette giver plads til det gode, tykke skum, som produceres i glasset, når øllet rammer den flade bund med stor kraft. Det høje pilsnerglas sender det lyse øl langt tilbage i munden, hvor humlens bitterhed smages bedst, og glasset er derfor egnet til øltyper, der drikkes som tørstslukkere – herunder pilsneren. Glasset findes typisk i størrelsen 200-400 milliliter.
Hvedeglas
Hvedeglasset forveksles ofte med pilsnerglasset på grund af den høje, slanke krop. Men modsat pilsnerglasset har hvedeglasset kurver, som munder ud i en blød bue ved toppen. Buen tillader, at den kraftige skumkrone, som hvedeøllet danner under opskænkning, kan stå et lille stykke over glassets kant uden at løbe ned langs siden. Glasset med den voluminøse top kan variere i størrelse, men optræder typisk i en 500-milliliters udgave. Egner sig til alle typer hvedeøl, weissbier og roggenbier.
Snifterglas
Snifterglasset ligner med sin runde krop på stilk et cognacglas, men er typisk lidt større. Glassets brede bund og indsnævrede munding er perfekt til at fremhæve aromaer i øllet, fordi øllet får en stor overflade, når det hældes i den voluminøse bowle. Formen tillader desuden, at øldrikkeren kan varme bryggen i hånden, hvilket egner sig godt til alkoholstærke øl, der kræver en varmere temperatur. Nyd for eksempel en double IPA eller en belgisk ale – men husk ikke at hælde helt op til kanten!
Tulipanglas
Dette ølglas har sit navn fra tulipanblomsten og formår med sin form at forene det åbne og det lukkede ølglas i ét glas. Tulipanglasset holder altså både på øllets aromaer nede i glasset og giver samtidig plads til næsen, fordi toppen af glasset buer ud. Bowlen på midten af kroppen giver rig mulighed for at få øllet rundt i glasset, hvilket også bidrager til et større duft- og smagsindtryk. Tulipanglasset varierer i størrelse og form, men passer grundlæggende godt til stærke øl, der kun skal hældes to tredjedele op, herunder saison, amber ales og røgøl.
Stangen
Stangenglasset er et tysk ølglas, som i hjemlandet også blot kaldes ”Stangen” efter sin høje, stanglignende form. Den slanke krop gør det nemt at se og vurdere øllets farve og konsistens, imens det samtidig giver en tættere koncentration af aromaer i glasset. Stangenglasset bruges typisk til specielle overgærede øl såsom Kölsch og Altbier i størrelser, der varierer fra 100 til 200 milliliter.