Kan øl blive for gammelt?

De gyldne dråber kan sagtens nydes efter sidste salgsdato. En diplombrygger og en professor i fødevarekemi giver dig her forklaringen på, hvad der sker i din øl, når den løber over holdbarhedsdatoen.
Ølflasker

Udløbsdatoen, som producenterne mærker øllen med, er et udtryk for, hvornår produktet begynder at ændre karakter.

En gammel øl kan godt være god

Har du prøvet at måtte hælde øl fra sidste års påskefrokost i vasken, fordi sidste salgsdato for længst var overskredet? Så har du måske begået en fejl. For når det kommer til holdbarheden på øl, er der i høj grad tale om en smagssag og ikke om, hvorvidt du kan blive dårlig af at nyde de gyldne dråber. 

Når bryggerierne skriver en udløbsdato på øl, har det i stedet noget at gøre med, hvornår den begynder at ændre karakter i forhold til, hvordan øllen smagte, da den var frisk. Udløbsdatoen sættes altså efter bryggeriets egne standarder for, hvordan øllet skal smage, men den behøver ikke være en indikator på, at det er tid til at hælde den alkoholiske drik ud.

»De meget tunge og mørke øl kan i nogle tilfælde blive bedre, hvis de lagres. De kan faktisk blive helt som en hedvin, fordi der kan komme en meget fin aromaudvikling, når øllen lagres,« siger professor i fødevarekemi ved Københavns Universitet, Leif Skibsted. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Mørke øl holder længere

Hvordan de gyldne dråber ændrer sig, afhænger af flere ting, herunder hvilken øl der er tale om. En tommelfingerregel siger, jo mørkere en øl er, jo længere kan den holde sig. Lyse øl som for eksempel pilsnere skal derfor helst drikkes, når de er friske, hvorimod en mørk porter kan holde sig langt ud over datoangivelsen på dåsen eller flasken. Det skyldes blandt andet de stoffer, der danner den mørke farve i øl, forklarer Leif Skibsted:

»En øl har et naturligt indhold af antioxidanter fra forskellige sukkerarter og proteiner, som begge beskytter den mod ældning. Da mørke øl har flere antioxidanter, kan de derfor holde længere.”

Han peger desuden på, at alkoholprocenten også spiller en rolle for, hvor længe den gode smag bevares, da alkohol virker naturligt konserverende. En øl med en høj alkoholprocent kan altså holde sig længere end en øl med en lav alkoholprocent.  

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Luft og lys er syndere

Sidst men ikke mindst spiller måden, du opbevarer din øl på, også en rolle for øllens levetid. Ligesom vin skal øl opbevares mørkt og tørt for at undgå at skade indholdet i flasken, påpeger diplombrygger i Husbryggeriet Jacobsen, Michael Rahbek.   

»Øllet må ikke få lys. I gamle dage kaldte man det for en solbajer, når øllen havde stået ude i solen og kom til at lugte og smage ligesom rovdyrburet i zoo. Derfor er det vigtigt at lagre øl mørkt – og gerne i kældertemperatur, hvis det kan lade sig gøre. Gør man det, så kan en mørk øl for eksempel sagtens holde sig i 10 år eller mere,« siger han.

Smag dig frem

Har din øl først udviklet den ubehagelige lugt og smag, så prøv at gemme den lidt længere. Øl udvikler sig nemlig i bølger, hvilket vil sige, at øllen kan ændre sig til det bedre igen. På den måde kan oplevelsen køre op og ned over tid, så vær forsigtig med at hælde de gyldne dråber i vasken. Derudover mener Michael Rahbek ikke, at der er grund til at være hysterisk, når man har med øl at gøre.

»Der kan ikke leve noget mikrobiologisk i øl, som man kan blive syg af, og i sidste ende er det en smagssag. Nogle kan lide noget i én nuance, og andre kan lide noget i en anden nuance,« siger han og henviser til, at det altid er en god idé at lugte og smage på de våde varer, inden man giver sig til at drikke løs.  

Læs mere om