Kan man fryse surdej?
Jeg har prøvet at fryse lidt surdej, men den var »død« efter optøningen, og rugbrødet blev meget tungt.
Hvad er det, der sker, når man fryser en sjat surdej?
Alice Christy Brædstrup-Holm, Lem
Svar fra Leif Skibsted
Surdej består af mælkesyrebakterier og gær, der er levende organismer. Ved frysning udvider vandet inde i cellerne sig, når det bliver til is, og derfor sprænges cellerne indefra. De ellers aktive mikroorganismer er efter optøning ikke længere i live.
Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.