Kan lektinerne steges væk?

Lektiner i linser skal væk, før linserne spises. En læser vil vide, om lektinerne forsvinder ved stegning
?

I har tidligere skrevet, at linser skal koges, for at lektiner forsvinder. (Lektiner er proteiner, der findes i planter. De er som regel ufarlige for mennesker, men i bønner og linser kan lektiner føre til forgiftning, red.). På visse røde linser står, at linserne skal lægges i vand i 10 minutter, før de steges på panden. Men forsvinder lektinerne ved stegning? 
 

Alice Laursen

Svar fra Leif Skibsted

Linser indeholder lektiner i små mængder, og de forsvinder ved kort tids kogning efter udblødning. Linser er små og udblødes hurtigt. Steges udblødte linser stadigvæk fugtige på panden, svarer det til kogning i kort tid, og lektinerne bliver nedbrudt. Det må derimod frarådes at stege tørre linser eller tilsætte tørre linser til en wok-ret.  
 

Leif Skibsted er professor emeritus i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet