Interview: Magnus Cort om at stikke af fra cykelfeltet og barndommens generthed

Solen burde skinne, men det gør den ikke. Dagen forinden var der 20 grader og blå himmel, men nu er Soldeu – en lille skisportsby i Andorra, der ligger som tabt fra himlen i den rå natur – visket næsten helt væk af hvid sne, og temperaturen melder minus ni grader. Ikke ideelt for en professionel cykelrytter, men når man har været skadet i seks uger, skal der meget til at holde én tilbage.

”Jeg er ved at være lidt træt af home­traineren,” konstaterer Magnus Cort og kaster et blik mod altandøren med udsigt til de nærliggende skibakker, hvor sæsontomme kabinelifter dingler i blæsten. 

”Ja, det er jo ikke ligefrem ideelt, men så må jeg sydpå mod Spanien.”

På førstesalen i en hvid-gul-lyserød betonklods af et boligkompleks – den slags, som skiturister lejer sig ind i – er den 31-årige cykelrytter ved at gøre sig klar til nogle timer i sadlen. Han har uglet hår og drengerøvsglimt i øjnene. På venstre hånd sidder et plaster på det sted, hvor han blev opereret for det komplicerede tommelfingerbrud, der i begyndelsen af marts kostede ham forårssæsonen. Nu er det slutningen af april, og han har endelig fået grønt lys til at træne udendørs igen.

Andorra er blevet Magnus Corts hjem

En dekorativ stenplade med navnet Cort hænger på hoveddøren. Hans bedsteforældre fik den lavet for et halvt århundrede siden, men nu hænger den her, i bjergene i det lille fyrstedømme, hvor han har haft hjemme i snart syv år. Et vaskestativ med cykeltøj står i stuen, hvor en grå sofa og en fladskærm udgør lejlighedens centrum. Der står røde stearinlys på en hylde ved siden af en kæmpemæssig Lego-rumraket, som han selv har samlet, og der står også en uåbnet Mars-rover, som han har fået i gave, men endnu ikke er kommet i gang med at samle. Der er sort-hvide malerier, bl.a. af en elefant, på væggen, og en klase bananer ligger i en mørkeblå glasskål. 

I betragtning af hvor længe Magnus Cort har boet her, bærer lejligheden ikke synderligt præg af personlighed, snarere af en beboer, der ofte er på farten. Og så alligevel. Ud over lejligheden i Andorra deler han en lejlighed i Girona med to andre ryttere, som han særligt bruger i vintermånederne, og der malede han en dag tre malerier af skildpadder, fordi der manglede kunst på væggene. Og også et ’kunstværk’ i grønne pangfarver, som umiskendeligt ligner et kvindeligt kønsorgan, der ikke fik lov til at komme op og derfor hænger her.

”Ja, hvad synes du, at det forestiller?” smiler han stort.

”Folk siger, at det ikke ligner, men samtidig er ingen i tvivl om, hvad det er, så helt dårligt kan det ikke være!”

Med The Minds of 99 og podcasts i ørerne 

Magnus Cort klikker den ene af racercyklerne ud af stativet i gangen og trækker den ud af lejligheden og ind i elevatoren, der fører ned til kælderen, hvor han bugserer den ind i sin hvide Audi.

Efter skisæsonen og før vandresæsonen ligger byen for en stund i dvale, og de mange hoteller, restauranter og afterski-barer er næsten alle sæsonlukkede.

”Der er faktisk en enkelt god café lige heroppe,” siger han og peger op ad bjergskråningen mod en lille kaffebar. 

”Men hende caféejeren … Jeg datede hende et års tid, så der kan jeg ikke rigtig komme tilbage nu.”

Midt i det hele tænder bilens anlæg af sig selv, og The Minds of 99 brager ud af højttalerne. Det er et af hans yndlingsbands, og han hører dem ofte – også når han cykeltræner. Andre gange lydbøger og podcasts, særligt om politik. 

”Hvis jeg skal køre hårde intervaller, hører jeg ikke podcast. Så har man nok i bare at tælle sekunder, fordi det er så pissehårdt,” siger han.

Større rolle på nyt hold

Op til denne sæson skiftede Magnus Cort EF Educations lyserøde holduniform ud med Uno-X Mobilitys rød-orange dragter. Det fristede ham at få en større rolle på det norsk-danske hold. Året startede roligt med deltagelse i mindre etapeløb, før han i marts stillede til start i Tirreno-Adriatico. På sjette etape gik det galt, da rytteren foran fumlede med sin madpose, ramte et lille bump, faldt og trak Magnus med ned, så han brækkede en knogle i tommelfingeren. Han måtte til Manchester for at få indopereret to stykker ståltråd og måtte skyde en hvid pind efter to af forårets monumenter, Milano-San­remo og Liège-Bastogne-Liège. I stedet fik han tid til en tur til Oslo for at besøge sin norske kæreste.

”Så fik jeg et lille afbræk, og det var jo også godt at få set hende,” konstaterer han.

For et par år siden udtalte Magnus Cort til medierne, at det passede ham godt at være single, fordi det kunne være ”en belastning” at skulle passe et forhold sideløbende med karrieren. Nu er sagen en anden.

”Der er jo også mange glæder ved at have en kæreste. Jeg er selvfølgelig mere glad for det end ikke, men det er klart, der følger en masse praktisk med,” siger han, mens Audien arbejder sig ned gennem terrænet. 

”Men jeg tror, det er mere frustrerende for hende. Hvis jeg er af sted i Giroen, går der fire uger, hvor vi ikke ses. Det synes hun er længe, men det synes jeg ikke. Det er jo bare sådan, det er, når man er cykelrytter.”

Stram disciplin for at komme til tops

Vejret er helt anderledes nede i Andorra la Vella. Solen titter frem, der er forår i gaderne, og træernes blade er sprunget ud. Her er også en anden trængsel og alarm. Det er en af grundene til, at Magnus Cort sjældent kommer der. Shopping, turister og trafikkaos – han længes hurtigt tilbage til bjergskråningen i Soldeu. Det er til gengæld sjældent, at han længes tilbage til Danmark.

”Bornholm er på en eller anden måde mit hjem. Der er i hvert fald ikke andre steder, jeg hører til. Jeg føler mig ikke som lokal, selvom jeg har boet i området længe, og jeg har også integreret mig dårligt, for jeg taler slet ikke sproget,” siger han og griner. ”Men ellers trives jeg rigtig godt med det liv, jeg lever. Der er en enorm frihed, men det kommer samtidig med et meget stort ansvar. Træning, kost, sengetider og restitution. Hvis man ikke kan finde ud af det, jamen, så ryger man ud. Så får man ikke en ny kontrakt. Man skal være i stand til at levere på egen hånd.”

I længere genoptræningsperioder kan det selvfølgelig godt være op ad bakke, fortæller han. Så betragter han det mere som et arbejde, der skal udføres. Omvendt kan intet måle sig med forløsningen ved en sejr. 

“Det er, hvad man træner for. Eller det gør jeg i hvert fald.”

Det catalanske flag hænger fra vinduer i hovedstaden, flere steder er bogstande sat op på fortovet, og storsmilende unge piger rækker blomster frem mod bilisterne.

”Det er en form for helligdag. Der er et eller andet med, at mændene køber roser til damerne, og damerne køber bøger til mændene,” siger han og drejer ind og parkerer.

Han skifter de brune snøresko ud med sort-hvide cykelsko, klikker den gule cykelhjelm på og ifører sig Uno-X ­Mobility-trøjen. Det er et kontraktmæssigt krav, at man altid cykler i holdtrøjen. Det betyder også, at der ofte er folk, der genkender ham og råber noget, når han kommer cyklende – og en sjælden gang imellem vil køre ræs.

”Der er især mange spaniere, der genkender mig om sommeren,” siger han og fører hånden op til overskægget. ”Men jeg er nok også en af de mere genkendelige ryttere.”

Fra genert til showmand

De seneste par år er Magnus Cort blevet en slags kultfigur i cykelverdenen. Én ting er selvfølgelig overskægget, der stikker ud i en glatbarberet cykelverden. Ved Tour de France-starten i 2023 spurgte journalisterne ind til det, og han svarede på sin vanligt underspillede måde: ”Jeg ville blive meget glad, hvis jeg så flere overskæg i Tour-feltet.”

En anden ting er hans humor – ofte i den sjofle afdeling – der især er blevet luftet på Instagram med bizarre hotelanmeldelser under hashtagget #roomsandratings. Der er også hans efterhånden velbeskrevne vinderritual, som indebærer at høre Rammstein for fuld udblæsning og lave ‘helikopteren’ og sende en video af det til sine nærmeste venner.

Selv mener han, at hans ry som spasmager opstod i 2022, da Tour de France lagde ud med tre etaper i Danmark. På tredjedagen kastede han sig ud i et håbløst soloudbrud over 130 km, og da han passerede sidste bakke med bjergpoint, spurtede han over stregen og jublede med et lille improviseret skuespil for de mange tilskuere. Det var ikke noget, han gjorde sig dybere tanker om – han nød bare øjeblikket.

”Det er lidt sjovt, for jeg har været meget genert tidligere, og jeg tror ikke, du vil finde nogen af mine gamle klassekammerater, der ville klassificere mig som klovnen,” siger han og fortæller, at hans forældre ofte er blevet spurgt, hvor hans underholder-gen stammer fra: 

”For dem har det været overraskende, fordi de ser mig som den der generte dreng.”

I forbindelse med Tour de France i 2022 udtalte hans daværende sportsdirektør Charly Wegelius også, at ”Magnus er langt mindre ekstrovert uden for cyklen, end han virker, når han er på den”.

”Det der kæmpe mediecirkus, der følger med at være professionel cykelrytter … Efterhånden føler jeg mig tryg i det, men de første mange år var jeg sådan en, som journalisterne havde svært ved at trække et ord ud af,” siger han.

I barndommen kom genertheden ofte til udtryk. Som 16-årig blev han årets sportsmand på Bornholm og skulle modtage prisen i en hal, hvor det var forventet, at han sagde et par ord. Det gjorde ham voldsomt nervøs.

”I dag kan jeg slet ikke huske, at jeg sagde noget. Det eneste, jeg er helt sikker på, er, at det ikke har været en lang tale,” siger han og fortæller, at han faktisk stadig ikke føler sig så godt tilpas i større forsamlinger, f.eks. ved sponsor­arrangementer. ”Det er en underlig situation at være i, at de fleste på en måde kender mig, og jeg ikke kender dem.”

Cykelryttere har verdens smukkeste job

Så snart Magnus Cort har sat sig i sadlen i Andorra la Vella, er det, som om han får ild i røven. På ingen tid er han ræset ud af hovedstadens trafikkaos og videre langs den brusende La Valira-flod i retning mod Spanien. Ved grænsen er Guardia Civil linet tungt op, men den danske cykelrytter flyver igennem paskontrollen, før de bidskt udseende betjente når at kigge op.

I Catalonien letter skydækket og åbenbarer den blå himmel som på et Magritte-maleri, før de hvide dunklatter opløses helt på det lyseblå himmeltæppe. Som altid blæser det fra bjergene i retning mod Spanien, så han skyder af sted som en pil forbi små landbrug med grøntsagsproduk­tion, mens den lune vind rusker i træer og buske.

Efter en lille times tid stopper han og lader vandet, før han fortsætter videre gennem landskabet. Han basker et insekt væk fra ansigtet og rejser sig i sadlen med halvåben mund, da terrænet bliver mere kuperet. Han passerer stenvægge og gule vejsideblomster og klatrer ind igennem Estamariu, en af de små byer klattet ud på bjergene. En lastbil kommer lidt for hurtigt rundt om et hjørne og må klodse bremserne. En gammel rynket mand stopper i sin bil og tager et billede af ham. En vred, langpelset hund gør bag en havelåge.

Han fortsætter forbi en lille stenkirkegård og flere små landbrug med køer i folden, mens sneklædte bjerge rejser sig i horisonten. Ved en skovrig bjergskråning stopper han og spiser en banan. Syrenerne er sprunget ud, og det er næppe helt forkert, når man siger, at cykelryttere har verdens smukkeste job.

”Ja, her er meget flot. Men der er sgu også nogle røvsyge steder,” konstaterer han tørt og hopper på cyklen igen.

Barndom fyldt med forskellige sportsgrene

Magnus Cort skulle forbi lidt af hvert, før han kastede sin kærlighed på jernhesten. Som lille hed heltene Michael Laudrup og Ebbe Sand, men det var ikke, fordi han var specielt god til fodbold. Hans forældre var begge aktive løbere, og deres mantra var, at det var godt at røre sig, så han kom forbi forskellige sportsgrene.

”Det er først, efter jeg er blevet ældre og har hørt de der anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om, at man skal røre sig, at det er gået op for mig, at nogle mennesker ikke dyrker sport. Det lyder skørt, men det anede jeg ikke. I min barndom var det slet ikke en mulighed at lade være.”

Alle tre børn – han har en lillesøster og en lillebror – gik også til atletik, og han var selv ret god til at løbe og deltog i konkurrencer både på Bornholm og på Sjælland. Desuden gik han til svømning i vinterhalvåret, og siden kom cyklingen, efter hans far anskaffede dem begge to en racercykel. Med tre sportsgrene i arsenalet gav det mening for 12-årige Magnus at dyrke både duatlon og triatlon, men i teenageårene begyndte skaderne at komme. I dag mener han, at det højst sandsynligt bare var vokseværk i knæene, men det gav problemer nok til, at han ikke længere kunne løbe, og det skubbede ham over mod cyklen.

”Det var faktisk sådan, at jeg fandt ud af, at jeg var rigtig god til at køre på cykel.”

Magnus Cort elskede at bevæge sig rundt i den smukke natur på Bornholm. Han cyklede både mountainbike og landevejscykel og foretrak at følge Kystvejen nordpå til Hammershus og nogle gange helt ud til Hammerknuden 25 km fra barndomshjemmet. Andre foretrukne destinationer var Almindingen og Paradisbakkerne, og forældrene gav ham masser af frihed til at boltre sig på egen hånd. Faktisk husker han ikke rigtig at have haft nogen store kampe med sine forældre i sin opvækst.

”Min interesse har så også ligget i … at cykle. Jeg har ikke lavet vanvittige ting, så det har nok også været nemmere for dem at give mig friheden, fordi jeg har forvaltet den ved at stå tidligt op lørdag morgen for at komme ud at cykle før alle turisterne.”

Blomstrede ikke i klasselokalet

For Magnus Cort stod de lange cykelture i skærende kontrast til skolen, som hang ham ud af halsen. Selv ikke et skoleskift til en privatskole i Rønne i 7. klasse kunne rette op på hans lede ved det.

Det var ikke, fordi han decideret fik dumpekarakterer, men han blomstrede mildest talt ikke i klasselokalet. Heller ikke selvom tre af hans bedsteforældre havde været skolelærere og gjorde meget ud af at hjælpe med lektierne.

”Jeg skulle virkelig kæmpe med det boglige og har kæmpet med det hele livet. I lange perioder gik jeg bare og talte ned til, at jeg var færdig.”

I fritiden gik han med aviser og slog græs for at tjene penge, som han brugte på cykeludstyr. Her kunne han omvendt sidde i timevis og nørde hjemmesider for at finde det helt rigtige udstyr. Og indeni begyndte cykelrytterdrømmen at spire. Det var han god til, og der var intet, der satte en tykkere streg under det, end når han mærkede den uforlignelige rus efter at have vundet et ungdomsløb.

”Jeg har virkelig villet det i mange år. Der var en eller anden ild, der begyndte at brænde i mig som barn, og det har den gjort lige siden.”

Flyttede hjemmefra som 16-årig

Det var på tide med luftforandring, mente hans forældre, så efter 9. klasse kom han på Vejle Idrætsefterskole – en elitesportsskole, hvor han startede på cykellinjen. Her mødte han andre håbefulde cykelryttere og stiftede bekendtskab med uskrevne regler. Bl.a. at man kun drikker alkohol uden for sæsonen – fra midt oktober til 1. januar.

”Det var sådan en fuldstændig nagelfast uskreven regel, som jeg lærte af de andre. For jeg kendte den ikke. Jeg kom fra Bornholm, hvor vi kun var ganske få drenge på min alder, der cyklede, så jeg var ikke vant til reglerne i et elitemiljø. Jeg havde gået til fester og drukket mig fuld til skoleafslutningen, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Åh nej, jeg har gjort det helt forkert.” Jeg ville så gerne passe ind, så den gik jeg lidt stille med,” siger han.

Efterfølgende kom han på cykelmekanikeruddannelsen på CELF i Nykøbing Falster, der havde en særlig cykelrytterlinje, hvor skoledagen var kortere, og uddannelsen blev kombineret med cykeltræning. 

”Den kombination passede mig godt, for jeg kunne cykle og efterfølgende rode med cyklen derhjemme. Jeg var glad for at bruge mine hænder,” siger han og fortæller, at han omvendt aldrig tænkte på at følge i forældrenes fodspor. Hans far arbejdede i mange år som revisor i SKAT, mens moren var ergoterapeut.

”For få år siden havde min far og jeg faktisk en diskussion. Jeg havde den opfattelse, at han dengang havde presset på, for at jeg ikke skulle blive cykelmekaniker. Det er jo nærmest bunden af fødekæden, så jeg troede ikke, at han havde syntes, at det var fint nok. Men han var af en anden opfattelse og mente, at han bare havde været nervøs for min potentielle karrierevej som cykelrytter, hvis jeg stod op mange timer om dagen og nørklede med cykler.”

På Falster boede Magnus Cort på en slags kollegie med andre unge knægte, og senere blev han mekanikerlærling hos Ritter Cykler i Lyngby Storcenter, mens han fortsatte med at jagte cykelrytterdrømmen. Uden at være sig det bevidst dengang var han altså flyttet hjemmefra som 16-årig – og flyttede ikke hjem igen.

”Jeg har aldrig haft hjemve. Heller ikke som barn. Jeg kan huske, at nogle af de andre børn havde voldsomt hjemve, når vi var på klasseudflugter, og måtte hentes midt om natten. Det har jeg aldrig været i nærheden af,” siger han og tilføjer: Også selvom jeg rigtig godt kan lide min familie.”

En af de bedste udbrydere i feltet

For nylig blev Magnus Cort af det internationale medie Cycling News beskrevet som ”en af de bedste udbrydere i feltet”, og Velo gav ham engang prædikatet som en af cykelsportens bedste etapejægere og ”en opportunistisk rytter (…), der kan vende op og ned på et helt løb, når man mindst forventer det”.

Siden han skrev sin første professionelle kontrakt i 2012, er det blevet til ni Grand Tour-etapesejre. Det kan de færreste aktive ryttere prale af.

”Jeg er ikke nummer et til noget, men det er måske også lidt blevet min force. Jeg kan klatre bedre end sprinterne og slå bjergrytterne i en spurt,” siger han og fortæller, at han også har vist sig at have en god evne til at restituere under etapeløb, så han stadig i tredje uge og efter fire timer i sadlen kan levere tæt på sit bedste. Og så har han vist sig at have en ukuelig evne til ikke at give op, som da han vandt en etape i Vueltaen i 2021, der sluttede med en 5-6 minutters stigning, mens det glubske felt var lige bag ham.

”Jeg tror, jeg havde 20-30 sekunders forspring, men de tog det hele bortset fra fem sekunder på det første minut. Jeg kiggede ikke tilbage, og det var godt, for hvis jeg havde vidst, hvor tæt de var på …,” siger han og griner næsten nervøst. ”De har så alle sammen siddet med syre til ud af begge ører, og så lykkedes det lige akkurat at holde dem bag mig. Der ville det have været nemt at give op, for i teorien gav det ingen mening at blive ved. Men det gjorde det så alligevel.”

Vandreturene er Magnus Corts frirum

En flok får med bjælder om halsen går rundt på vejen i Soldeu. Sneen er nærmest forsvundet, og solen skinner igennem grålige skyer, da Magnus er tilbage i lejligheden.

Der står et par vandrestave og en lavineskovl i entreen, for når han ikke sidder i sadlen, elsker han at vandre. Han griber fat i skovlen.

”Så har den en søger, hvis jeg bliver fanget i en lavine,” siger han og nikker i retning af bjergskråningen bag hans lejlighed. ”Hvis jeg går i dén retning, kan jeg gå flere dage uden at møde mennesker og uden at krydse en vej.”

Sidste vinter fandt hans kammerat bjørnespor, og blot et par dage tidligere stødte han selv på et lille vildsvin. Han blev så begejstret, at han skyndte sig at finde telefonen frem for at tage billeder. Først bagefter slog det ham, at der meget vel kunne være en hidsig mor i nærheden.

”Man må aldrig komme imellem en unge og forældrene, men det glemte jeg alt om, fordi jeg havde så travlt med at filme,” siger han og fortæller, at han også engang prøvede at ligge og sove alene i sit telt, da det pludselig raslede i yderteltet. Først tænkte han, at det måtte være vinden, men det blev ved, og pludselig begyndte noget at løbe rundt i yderteltet. Så vågnede han for alvor. Især da det spænede videre hen over selve teltet og trådte ham i hovedet.

”Jeg tror, det var en marmot, men i mørke og midt om natten tænker man: ’Hvad gør jeg lige?’ Jeg havde sådan en lille foldekniv, men så forsvandt den igen.”

Næste morgen manglede han en sko. Heldigvis befandt han sig over trægrænsen, så det lykkedes ham at spotte den et par hundrede meter længere nede i terrænet.

Helt generelt elsker Magnus Cort dog vandreturene.

”Det er mit frirum. Det samme, når jeg står på rando­née-ski, hvor man går op ad bjerget og står ned igen,” siger han og fortæller, at han selv i sin cykeltræning forsøger at skære så meget konkurrenceelement som muligt fra og modsat mange andre ikke gider bruge platformen Strava, hvor man kan sammenligne tider. 

”Jeg har nok konkurrence i den rigtige konkurrence – når man sætter nummeret på ryggen. Jeg behøver ikke  at konkurrere, når jeg sidder på hometraineren eller vandrer.”

Bruger fritiden på YouTube

Hvis ikke Magnus Cort vandrer, bruger han det meste af sin fritid på at se dokumentarer, især på YouTube, hvor han følger kanaler om dyr, planter og teknologi – særligt om rumfart og rumteknologi.

”Rumrejserne er jo meget spændende, og jeg tror kun, det bliver mere og mere spændende, jo mere man kan relatere til det – altså når der er mennesker involveret. Det kan også være spændende med en rover på Mars eller at se, hvad Hubble-teleskopet finder,” siger han. ”Men ja, hele universet finder jeg sådan set spændende.”

Han ser mange videoer om teknologien i raketterne og rumudstyret, men det eksistentielle aspekt af rumfart optager ham også, og en gang imellem falder han ned i kaninhullet, når det kommer til livets oprindelse og meningen med det hele. 

”Der er jo nogle spørgsmål, som vi ikke helt har fået svar på endnu. Altså hvorfor er vi så alene, som vi er?”

Han skænker et glas vand.

”Jeg er nok mest tilhænger af den teori, der siger, at vi lever i en simulation. Sådan helt kort er argumentet, at vores teknologi hele tiden bliver bedre, og på et tidspunkt vil vi kunne simulere en virkelighedstro jordklode, og hvis vi kan gøre det én gang, kan vi også gøre det en milliard gange. Dvs. man vil have en milliard simulerede universer. Hvad er så chancen for, at man er i det rigtige?”

Han lader pointen hænge i luften et øjeblik.

”Så er vi nok simulerede.”

Det var allerede meget tidligt i sit liv, at Magnus Cort var klar over, at han i hvert fald ikke var kristen. Han blev ikke konfirmeret og fraskrev sig også en nonfirmation, for det var en principiel sag, og så var det fint at undvære fest og gaver. Hans forældre insisterede dog på at give ham, hvad en fest ville koste, og derfor fik han 10.000 kr. – som han brugte på en cykel.

Det er ikke, fordi han har været decideret eksistentielt søgende, men meningen med livet har altid optaget ham. 

”Jeg tror ikke, at der er nogen mening med tilværelsen. Den må vi selv finde. På den måde må livet handle om at maksimere sin egen lykke.”

Livet efter cykelkarrieren 

Udenfor er det igen begyndt at dale ned med tunge snefnug, og langsomt bliver landskabet visket væk igen. Heroppe i Pyrenæerne forsøger Magnus Cort at indrette en tilværelse, hvori han føler sig mest lykkelig.

”Hvis man kunne gå på deltid som cykelrytter og stadig være i lige så god form til konkurrencerne, så ville jeg gøre det. Så kunne jeg vandre lidt mere i bjergene og stå lidt mere på ski,” siger han.

Nogle gange spekulerer han over, hvad der venter ham, når han en dag lægger cykelkarrieren bag sig. Han har meget svært ved at se sig selv i et ‘almindeligt’ fuldtidsjob, men efterhånden har han også, takket være Andorras lave beskatning, skrabet nok penge sammen til, at det ikke bliver nødvendigt.

”Jeg tænker på, om jeg kan udfylde hele mit liv bare med fritid. Eller om jeg så vil mangle den der mening i tilværelsen, som konkurrencer giver.” Han kaster et blik ud mod det nu mørklagte snelandskab. ”Det må jeg finde ud af til den tid.”