Hvorfor skal jeg give drikkepenge?
Drikkepenge forventes ikke
I et land som USA er lønningerne for en servitrice eller en tjener som udgangspunkt lave. Derfor er det en del af kulturen, at gæsterne giver drikkepenge til personalet på restauranter og cafeer. Anderledes forholder det sig herhjemme, hvor vi har en række overenskomster, der sikrer en relativt god løn til de ansatte i servicebranchen. Den pris, der er oplyst på et menukort, skal indeholde både moms og afgifter. Derfor forventes drikkepenge ikke.
Undersøgelser viser dog, at omkring to tredjedele af danskerne giver drikkepenge i et eller andet omfang, når de besøger en restaurant. Resten giver sjældent eller aldrig drikkepenge.
Drikkepenge bør gives for den ekstra service
Vil du som gæst give drikkepenge efter et besøg på en restaurant, skal det være, fordi du har fået en ekstra god oplevelse. Det mener Kaare Friis Petersen, erhvervsjuridisk chef i Horesta, der er hovedorganisation for hotel og restaurationsbranchen.
»Drikkepenge er en frivillig betaling for en service, der ligger over middel. Man skal ikke give drikkepenge i forventning om en god service, men bagefter som en anerkendelse af, at man har fået en god behandling,« siger han.
Ifølge Kaare Friis Petersen er der ingen tvivl om, at det da også luner lidt på lønnen for de ansatte. Omvendt skal drikkepenge i sig selv ikke være det, der motiverer de ansatte til at give gæsterne en god betjening.
Drikkepengekutymen er anderledes på café end på restaurant
Drikkepenge herhjemme er i udpræget grad mest aktuelt at give, hvis man er gæst på en restaurant med bordservering.
»Der er jo ingen, der betaler drikkepenge på McDonald's. Det er også sjældent, at folk betaler drikkepenge ved en receptionsdisk på et hotel. Serviceniveauet forventes også at være højere og mere i fokus på en god restaurant frem for på en grillbar eller en kaffesalon,« fortæller Kaare Friis Petersen.
På cafeer er det også mere usædvanligt med drikkepenge end på en klassisk restaurant. Dog er det heller ikke et særsyn, at der ligger en mønt ved siden af kvitteringen, hvis gæsterne har haft en god oplevelse.
Ingen skal tvinges til at give drikkepenge
Mange restauranter har inden for de seneste par år indført en funktion på de mobile kortterminaler, så gæsterne skal svare ”ja” eller ”nej” til at give et beløb i drikkepenge, når de betaler deres regning med dankort. Det mener Kaare Friis Petersen ikke er en optimal model, da det kan sætte gæsten i en ubehagelig situation.
»Det er med til at lægge et pres på gæsten. Og det er der ikke grundlag for hverken juridisk eller på anden vis. For der er som sagt ingen pligt til at give drikkepenge i Danmark,« understreger han.
Kaare Friis Petersen giver personligt selv drikkepenge, hvis han har fået en venlig og kompetent behandling, uden at den har været anmassende eller med forsøg på konstant at sælge.