Hvorfor bliver honningen ved med at være flydende?
Nyslynget honning er ret flydende, men efter nogle dage bliver den fast. Jacobsens økologiske honning forbliver flydende gennem lang tid. På varedeklarationen står der ikke noget om tilsætning i den anledning. Hvordan kan det forklares?
Alice Brakchi, Frederikssund:
Svar fra Leif Skibsted
Der tilsættes ikke noget til honningen for at holde den flydende. Bierne samler sukkersaft fra blomster og omdanner ved hjælp af enzymer sukkeret til lige dele frugtsukker og druesukker.
Druesukker er tungtopløseligt og vil krystallisere, og honningen bliver derfor halvfast. Hastigheden af denne krystallisering afhænger dog af andre stoffer, som findes naturligt i blomsters sukkersaft med forskel mellem de enkelte plantearter.
Derfor vil noget honning forblive flydende i længere tid og andet honning blive fastere. Nogle blomster indeholder naturligt mere frugtsukker, som er letopløseligt, og honning herfra vil slet ikke blive fast ved opbevaring ved stuetemperatur.
Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.