Hvilket fedtstof er bedst til klejner?
Hvad skal klejnerne koges i, kan det være kokosolie?
Charlotte Warnov, Humlebæk
Svar fra Leif Skibsted
Ja, kokosolie og palmin, der er oprenset kokosolie, er begge gode til klejnekogning, da disse fedtstoffer ikke oxideres ved opvarmning. Dermed får klejnerne ikke en harsk smag.
Den gode stabilitet mod oxidation af kokosolie og andre palmeolier skyldes det høje indhold af mættede fedtsyrer og næsten fravær af flerumættede fedtsyrer. Kokosolie sælges også som et økologisk produkt.
Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.