Her er danskernes 7 største fobier

Det er en del af den menneskelige udvikling at lære at leve med mørke, højder og fremmede mennesker, men for mange mislykkes kampen, og en fobi opstår. Men hvad er vi egentlig bange for? Samvirke har spurgt Linda Sørensen fra Fobiskolen.

Araknofobi

Den mest udbredte fobi er angsten for edderkopper. Langt de fleste af Fobiskolens klienter søger behandling for denne lidelse.

»Nok er edderkopperne ikke farlige i Danmark, men vi har evolutionært set haft god grund til at reagere kraftigt på dem, derfor har vi en helt latent frygtmekanisme i kroppen,« forklarer hun.

Aquafobi

Mens edderkopper sjældent er livstruende, er sagen en helt anden med vand. Angsten for at drukne får nemt hold i os, fordi det tager tid at lære at svømme. Derfor får den instinktive frygt nemt lov til at vokse til en fobi.

Det gælder med vand som med alt andet om at tage det i små skridt. Derfor er det nemmere at starte ved en strand end i en svømmehal, hvor der typisk ikke en nogen glidende overgang.

Klaustrofobi

Klaustrofobi er også en meget udbredt lidelse. Den kan komme til udtryk ved mange forskellige oplevelser. Det kan både være soveposen, elevatoren eller Storebæltstunellen, der udløser den.

Klaustrofobi vil dog altid hænge sammen med at føle sig lukket inde.

Altofobi

Overlevelsesmekanismerne er også på spil, når vi forskrækkede søger væk fra en himmelhøj klippeafsats. Vi er simpelthen bange for at falde ned og dø.

Hvis vi ikke udfordrer den frygt og lærer at leve med den, kan den eskalere og gøre os bange for at sidde på en altan, stå på en stige eller være i høje bygninger.

Sociofobi

11 procent af alle mænd og 15 procent af alle kvinder vil på et tidspunkt i livet udvikle en form for social angst, viser undersøgelser ifølge Linda Sørensen.

»Dem, der har social angst, vil kunne mærke det meget tydeligt. Nogle kan ikke passe et job, andre ikke tage en uddannelse, mens nogle ikke engang tør færdes mellem andre mennesker,« siger hun, og derfor er det en udbredt lidelse at søge behandling for.

Aviatofobi

Angsten for at flyve har ikke en lang historie i den menneskelige psyke, det er kun godt 100 år siden et motoriseret og bemandet fly fløj første gang, men alligevel har flyskrækken klare ligheder med de ældgamle fobier.

Årsagen er, at både højdeskræk og klaustrofobi er på spil, og oven i det skal man håndtere presset af at være tæt sammen med fremmede mennesker. Derfor finder mange det ubehageligt at flyve.

Agorafobi

I sin snævre betydning er agorafobi en angst for at være på åbne pladser, men ifølge Linda Sørensen er det også den mest præcise betegnelse for en ganske udbredt frygt.

Det er ganske udbredt at være bange for at være i uvante omgivelser, under fjerne himmelstrøg eller simpelthen bare uden for hjemmets trygge rammer.

Folk med denne lidelse har slet ingen problemer derhjemme, men kan mærke et stort ubehag, hvis de skal for langt ud af de normale rammer.

Læs mere om