Har du brugt strøm om natten? Stop med det. Strømmen er billig på et helt andet tidspunkt
Brug strøm i dagtimerne om sommeren
Har du sat vaskemaskinen, opvaskemaskinen og andre apparater til at køre om natten? I efteråret 2022 steg elpriserne markant, og de stigende priser fik danskerne til at sætte jagten ind på døgnets billigste timer, når der skulle forbruges strøm. Det blev en folkesport at holde øje med forskellige apps og hjemmesider, der viste elpriserne for det kommende døgn, og flere energiselskaber rådede kunderne til at udskyde tøjvasken til om natten, eller at vente med at lade elbilen til mørket faldt på.
Har du fulgt rådene, og er det efterhånden blevet en automatreaktion at udskyde elforbrug til om natten, kan du i sommermånederne være helt gal på den. Om sommeren er det nemlig ikke i nattetimerne, du finder den billigste strøm, viser beregninger, Samvirke har lavet.
De billigste timer i sommermånederne findes typisk i tidsrummet 11-17. Her er priserne i gennemsnit en anelse lavere end i nattetimerne. Priserne er også lavere i weekenden end på hverdage - og i gennemsnit er de rå elpriser negative i weekenderne.
Tariffer, afgifter og moms kommer oveni den rå elpris
De negative elpriser betyder dog ikke, at du får penge for at bruge strøm. Oven i elpriserne skal du lægge tariffer, afgifter og moms. Tarifferne er forskellige alt efter tidspunktet på døgnet, for formålet med tarifferne er nemlig at flytte elforbruget til tidspunkter, hvor der ikke er stor efterspørgsel. Som sommeren er tarifferne, der også kaldes "transport" lavest om natten, lidt højere i dagtimerne og allerhøjest, når alle skal lave aftensmad. Sommerens pris for transport (=tarifferne) er lavere end om vinteren - igen for at lokke forbrugerne til at tænde for kontakten, når der mindst pres på elnettet.
Elafgiften er konstant. Men: Har du elbil eller varmepumpe betaler du ofte en meget lav afgift, og så kan det - på dage hvor den rå elpris er meget negativ - for alvor svare sig at lade elbilen op.
I skemaet herunder kan du se, hvordan elprisen i løbet af et døgn har været i gennemsnit i sommeren 2024. Priserne er indsamlet pr. time i hele sommerperioden.
Solceller er årsag til, at priserne er lavest midt på dagen om sommeren
I Danmark er mængden af solceller på tagene og solcelleparker på markerne steget markant de seneste år. Mængden af strøm, der kom fra solceller, steg med 53% i 2023, når man sammenligner med 2022.
Solceller producerede 53% mere el i 2023 end i 2022. Fra januar 2024 til oktober 2024 har solceller stået for 12% af Danmarks samlede elproduktion. Det er en stor fremgang siden 2022, hvor det var 6% af den samlede elproduktion.
Udbygning af solceller er den primære årsag til, at priserne om sommeren er lavest, når solen skinner. Solcellerne producerer altid strøm i døgnets lyse timer, men når solen står højt på himlen, stiger elproduktionen fra solceller markant. I perioden fra april til oktober mangedobles solcellernes elproduktion i forhold til måneder fra november til marts. Den høje produktion presser priserne på strøm ned.
Forklaringer til graferne:
Graferne viser de rå elpriser i kroner pr. kWh - altså prisen uden moms, afgifter og forskellige tillæg. Elselskaberne har forskellige tariffer, der varierer over døgnet. Om vinteren er tarifferne typisk lavest om natten, dyrest omkring morgenmads- og aftensmadstid og medium midt på dagen og sidst på aftenen. Om sommeren følger tarifferne samme logik - dog er satserne ofte lavere for det mellemste og højeste trin. Tarifferne skal gøre det mere attraktivt at flytte forbruget til de tidspunkter, hvor der er færrest, der bruger strøm. Selvom tarifferne i sommermånederne er højere i dagtimerne end i nattetimerne, er forskellen så lille, at det generelt er billigst at bruge strøm midt på dagen i årets lyse måneder.