Grønt råd: Strik smukt tøj af gamle garnrester
Freja køber kun aflagt garn
Freja Hoffgaard har ikke købt nyt garn, så længe hun kan huske. Jo, én gang sidste år, hvor hun forelskede sig i en særlig grøn farve, der ikke var til at støve op på DBA, loppemarkeder, app’en ReCraft eller genbrugsbutikker, hvor hun ellers køber alt sit garn. På Instagramprofilen Frejasknit deler hun inspiration og hjælp til at strikke med aflagt garn og garnrester. En grøn bevægelse, som breder sig lige nu, og som Freja ser som en kreativ udfordring.
Tøjet bliver farverigt og personligt
Man ved ikke altid, hvad garntypen er, og der skal bindes en masse knuder for at få stumperne af garn til at blive til et helt nøgle. Til gengæld får man noget tøj, som ingen andre har, der er et bæredygtigt alternativ til at købe nyt. Freja beskriver sin egen stil som farverig og legesyg, men det er også vigtigt for hende, at farverne snakker sammen. Enten på den pæne måde, hvor de holder sig inden for samme tone, eller også på den hidsige måde, hvor de clasher lidt, f.eks. lyseblå og en skrigende orange.
Få opskriften på Frejas chunky reste-hue
På billedet herunder ses Frejas chunky restehue, som var hendes første strikkeprojekt med garnrester. Opskriften findes under billedet.
Det skal du bruge:
- Omkring 100 gram af dine bedste garnrester. Hvis du kun har hele nøgler liggende, men gerne vil bruge forskellige farver, så klip garnet i stykker, der er minimum 50 cm lange, og bind dem sammen.
- En ærmerundpind, nr. 8
Sådan gør du:
- Strikkefastheden er 10 masker rib, 2 ret og 2 vrang = 10 cm. Prøv dig frem og se, hvor mange tråde du skal lægge sammen for at ramme strikkefastheden. Nogle gange skal der kun 1 tråd til, andre gange skal der strikkes med 3 tråde samtidig. Når du skifter til en ny garnrest, så bind trådene sammen med en knude, og sørg for at have et par cm tilovers, så du kan hæfte enderne.
- Slå 48 masker op på rundpinden. Sørg for ikke at lave opslagskanten for stram, og sæt en maskemarkør ved omgangens start.
- Først strikkes huens ombuk. Strik 10 cm rib: 2 ret og 2 vrang, og strik herefter en omgang ret.
- Fortsæt i rib, men byt rundt på rækkefølgen: 2 vrang og 2 ret, sådan at der nu er vrangmasker, hvor der før var retmasker. Strik 16 cm på denne måde. Ønskes en længere hue, strikker du et par omgange mere.
- På næste pind strikkes alle vrang masker vrang sammen.
- Strik herefter en omgang med 1 ret og 2 vrang.
- Strik nu alle retmasker sammen ret .
- Strik yderligere 4 omgange: 1 ret og 1 vrang. Bryd garnet med en garnende på cirka 15 cm, sæt garnet på en stoppenål og træk nålen gennem de resterende masker. Træk maskerne sammen og hæft enden.
- Nu skal de resterende ender hæftes, og huen er klar til brug.