hud

Gør din skønhedsrutine mere bæredygtig

Brug skønhedsprodukter med miljømærker og køb kun produkter, du er sikker på at bruge op
Kvinde, der er ved at pleje sit ansigt

Gå efter produkter, der er Svanemærkede eller mærket med EU-Blomsten, når du plejer din hud eller din krop. På den måde skåner du huden mest muligt, ligesom produkterne også hører til i den miljøvenlige kategori

Miljømærkede produkter er gode for både dig og miljøet

Kosmetiske produkter som makeup og cremer er en del af manges skønhedsrutine. Pas på miljøet og din sundhed ved at bruge miljømærkede skønhedsprodukter. Når en pudder eller creme er udstyret med Svanemærket eller EU-Blomsten, kan du være sikker på, at produktet belaster miljøet mindst muligt. Ifølge Miljøstyrelsen sikrer miljømærkningerne, at produktet ikke indeholder stoffer, der er langsomt nedbrydelige, kan ophobes i miljøet eller er giftige for miljøet. Miljømærket stiller også krav til skønhedsproduktets emballage. 

 

Er du i tvivl, om et skønhedsprodukt tager vare på miljøet og din sundhed, kan du også slå produktet op i appen Kemiluppen, der er udviklet af Forbrugerrådet Tænk Kemi. 



»Vi har undersøgt de forskellige produkter på markedet for uønskede stoffer, som f.eks. kan være sundhedsskadelige og miljøbelastende,« siger Christel S. Kirkeby fra Forbrugerrådet Tænk.

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Pas på holdbarheden

Dine skønhedsprodukter holder ikke evigt, og det kan være sundhedsskadeligt at bruge produkter, der har overskredet holdbarhedsdatoen. Et produkt skal mærkes med holdbarhedsdato, hvis det holder kortere end 30 måneder. Ellers skal der stå på produktet, hvor længe det holder, efter at det er taget i brug. 

Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi. 

Køb færre, men bedre skønhedsprodukter

Det kan være fristende at købe den nye læbestift fra dit favoritmærke, men Christel S. Kirkeby anbefaler, at du bruger din makeup op, før du køber nyt. Skal du endelig købe nyt, handler det også om at vælge den enkelte øjenskygge frem for øjenskyggepaletten med 10 forskellige farver. Når du nøjes med at købe lidt, men godt, undgår du at købe en masse produkter, som ender med at samle støv.

»Den mest bæredygtige skønhedsrutine er at lade være med at bruge makeup, men ellers handler det om at begrænse sit forbrug og købe færre produkter,« siger Christel S. Kirkeby. 

Køb produkter, du er sikker på at komme til at bruge. Selvom et produkt er miljømærket, tæller det negativt i klimaregnskabet, hvis produktet aldrig bliver brugt:

»Et produkt kan være nok så miljøvenligt, men hvis ikke du bruger produktet, er det jo stadig spild af ressourcer,« siger Christel S. Kirkeby. 

Læs mere om