Fællesskab: Naturfamilier går i skoven sammen

Med initiativet Naturfamilier kan børnefamilier mødes og opleve naturen i fællesskab. Som ambassadør for Naturfamilier oplever Aliihsan Gölcük, hvordan især børnenes møde med naturen giver både ro og nye perspektiver

Hvorfor er det vigtigt, at børn kommer ud i naturen?

»Børn falder til ro, når de er i naturen. I hverdagen skal børn følge med i et højt tempo hele tiden, og det er en stressfaktor. I naturen er der mulighed for at stoppe op og sanse i det tempo, børnene selv har – nogle er hurtige, nogle vil gerne gå i detaljen med det hele. På den måde træner børnene deres evne til at koncentrere og fordybe sig. Jeg har oplevet børn, der er meget rastløse i skolen, men som bliver helt rolige, når de kommer ud i naturen. Man kan se på dem, at de trives i naturen. Børnene får også en større viden og et tilhørsforhold til naturen, som giver dem ejerskab og får dem til at passe bedre på den. Hvis man ikke kender naturen, kan man ikke elske den.« 

Om Naturfamilier

Naturfamilier er et gratis fællesskab etableret af Danmarks Naturfredningsforening, hvor børnefamilier mødes og oplever naturen sammen, f.eks. via kontakt i facebookgrupper eller med hjælp fra en ambassadør. Fællesskabet Naturfamilier skal hjælpe familier med at komme mere ud i naturen, fordi naturen styrker børn både fysisk og mentalt og samtidig er en fantastisk legeplads. Projektet startede i foråret 2019 og er i dag udbredt til alle landets kommuner. Initiativet får støtte fra Nordea-fonden. Skal din familie være en del af fællesskabet, kan du tilmelde jer på naturfamilier.dk

Hvad er forskellen på at gå på legeplads og i skoven?

»På en legeplads er rammen sat. Børnene ved, hvad de skal, og der er ingen wow-effekt. En legeplads kan sagtens være underholdende, men den udfordrer ikke børnene sanseligt på samme måde, som en skov gør. I skoven er der lyde, de ikke har hørt før: Fugle, blade, der rasler, grene,  der rører hinanden, og de kan mærke og se andre ting, end de er vant til. Naturen er et stort legerum, hvor børnene kan sætte deres egne rammer og udfordre sig selv, og hvor de samtidig kan lære en masse om den natur, vi lever i.« 

Hvad laver du med Naturfamilierne i dit område?

»Hver måned vælger jeg et hovedemne, der bliver lavet aktiviteter ud fra. Det kan f.eks. være sten eller fugle. I starten af året byggede vi fuglekasser, hamrede, sømmede og havde det sjovt, og så fik alle lov til at male deres egen. Jeg fik kommunen til at sætte en pæl op i Hakkemosen (naturområde i Høje-Taastrup Kommune, red.), hvor vi hængte de 20 fuglekasser op. På den måde er familierne blevet koblet til naturen og kan nu selv tage ud og besøge deres fuglekasser. Samme måned fandt vi også fuglefjer og lavede klippe-klistre, og her lærte børnene bl.a., at fugle har fire forskellige slags fjer.« 

Portræt af Aliihsan Gölcük

33-årige Aliihsan Gölcük er ambassadør for Naturfamilier i Høje-Taastrup og laver hver måned forskellige aktiviteter med børnefamilierne i området. Til daglig er han folkeskolelærer i fagene biologi og naturteknik.

Hvad betyder fællesskabet for børnenes oplevelse af naturen?

»Rigtig meget. Børnene motiverer hinanden, når de er i naturen sammen. »Se den her sten, jeg har fundet«, kan én sige, og så løber de andre over og kigger. Det giver en anden form for fællesskab end at stå i kø til den samme rutsjebane på legepladsen, hvor der også nemmere opstår konkurrence om f.eks. at komme først eller få den gode gynge. På legepladsen er de individualister, i naturen kan de nemmere dele og støtte hinanden. Desuden er det også meget federe med 20 fuglekasser på samme pæl kontra én fuglekasse. Børnene får en følelse af, at når de er flere, kan de skabe en forskel i naturen, der kan mærkes.« 

Hvad er din rolle som ambassadør?

»Jeg er bindeleddet mellem naturen og familierne. Det er min rolle at få dem væk fra stien, ind i skoven og ud af deres komfortzone, så de bliver nysgerrige på naturen. Jeg er altså en frontfigur for Naturfamilier i mit lokale område, som forsøger at få familierne ud i naturen gennem sjove aktiviteter. Jeg skaber også dialog med andre foreninger og sørger for at danne et fundament i kommunen, så vi kan få flere familier ud i naturen. Desuden prøver jeg at skabe en netværkskæde for dem, der deltager. I mit område handler det meget om integration. Når både etnisk danske familier og familier med anden etnisk herkomst mødes under fællesnævneren natur, nedbryder det nogle barrierer og giver fornemmelsen af, at vi alle er sammen om at passe på vores fælles natur.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvorfor blev du ambassadør? 

»Da jeg selv var barn, var der mange ting jeg ikke vidste om naturen. Mine forældre kunne ikke dansk, så jeg var også meget begrebsfattig, da jeg startede i skole. I gymnasiet havde jeg en naturfagslærer, som tændte et lys inden i mig, og efter gymnasiet begyndte jeg at fordybe mig i naturen. Jeg startede først min egen frivillige forening, hvor jeg lavede naturprojekter med familier i området hver måned. Den vej igennem blev jeg koblet på Naturfamilier, og siden september 2022 har jeg været ambassadør. Jeg brænder for at inspirere, lære fra mig og vække en interesse for naturen – både hos børn og forældre. Jeg vil især gerne støtte forældre og familier af anden etnisk herkomst med begrænsede ressourcer, give deres børn viden inden for naturen og vise, at der ikke skal meget til for at tage ud og få wow-oplevelser i naturen.« 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Børn får mindre natur

Børn i dag er kun halvt så meget i naturen, som deres bedsteforældre var. Da bedsteforældrene var børn, brugte de en time i naturen på hverdage. I dag er de 5-12-årige kun ude en halv time, og hvert fjerde barn kommer stort set ikke ud i naturen på hverdage.

 

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening