tis

Er din blære genert?

Hver 6. dansker har problemer med at tisse, når der er andre i nærheden. I USA anses fobien for at være den næstmest udbredte. I Danmark findes der ikke meget information om paruresis, som lidelsen officielt hedder.

Kender du det, at du står på et toilet med andre og ikke kan tisse? Du er ikke alene. Hver 6. dansker lider i en eller anden grad af paruresis.

Hver 6. dansker har paruresis

Forestil dig, at du står ved urinalet eller sidder på toilettet i en bås på en banegård. Der er mange mennesker, og derfor også mange på toilettet. Ved siden af dig. Bag dig. Rundt om dig. Du skal nå et tog, og du skal tisse. Men du kan bare ikke. 

Paruresis – eller »genert blære-syndrom« – er en angstlidelse, hvor man har svært ved at tisse i nærheden af andre. Angsten kan variere fra, at man skal koncentrere sig lidt, når man tisser i nærheden af andre, til at det er helt umuligt. 

I en rundspørge, YouGov har lavet for Samvirke, svarer 16 procent, at de har paruresis i en eller anden grad. Lidt flere end 4 procent lider af det i en sådan grad, at de slet ikke kan gå på toilettet i nærheden af andre. Lidelsen er lige udbredt blandt mænd og kvinder.

Alligevel hører man ikke om angstlidelsen i Danmark. Der findes kun få udvekslinger på nettet, hvor folk anonymt diskuterer problemet, og der findes ingen direkte forskning på emnet. 

Da jeg selv en dag stod på et toilet på en beværtning i København og ikke kunne tisse, mens fyren ved siden af mig ubesværet gav afløb for aftenens drikkevarer, tænkte jeg derfor, at det var på tide at finde ud af, hvorfor nogle har så svært ved at tisse i selskab med andre. 

Vi undgår baktier

Henrik Høgh-Olesen, der er professor i social- og personlighedspsykologi på Aarhus Universitet, har flere forklaringer på, hvorfor nogen har problemer med det, som for andre er noget af det mest naturlige i verden.

»Mennesket har altid så vidt muligt undgået at gå på toilettet sammen. Selv i primitive stammesamfund findes der toiletter lidt uden for bopladsen. Andre dyr har ikke den barriere. De tømmer sig hvor som helst uden at reflektere over, hvem og hvor mange der er ved siden af dem,« siger Henrik Høgh-Olesen.

Derfor bryder man altså en grænse, når man skal tisse i nærheden af hinanden. Toiletbesøg er også en privat sag, fordi mennesket har en bakteriedetektor, der gør, at vi forbinder afføring og urin med noget, vi skal undgå og gemme væk. 

»Alle mennesker har denne bakteriedetektor, men hos nogle er den bare mere følsom. Det kan også være en forklaring på tisseproblemerne,« forklarer Henrik Høgh-Olesen.
 

16%

af danskerne har en eller anden grad af paruresis

Kilde: YouGov 

Vi kan have manglet pottetræning

Hvis far og mor har vist, at de fandt det ubehageligt at skifte bleen på dig, kan det også være medvirkende årsag til din generte blære i dag. Det sætter sig mere eller mindre ubevidst i dig, at det er skamfuldt at gå på toilettet.
Paruresis kan også komme af, at du har svært ved at præstere, når der er andre til stede. Henrik Høgh-Olesen forklarer: 

»Nogle mennesker har bare sværere ved at præstere, når der er andre til stede. Hvis de spiller et instrument, spiller de dårligere, når andre er der. Der er altså en stressfaktor forbundet med det,« siger han. 

Han pointerer dog også, at denne forklaring ikke gælder i lukkede båse, hvis man sidder på et toilet. Hvis man alligevel har svært ved det, så er der en anden faktor bag angsten. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vi taler ikke om vores generte blære

Mens der ikke har været meget information om paruresis her i landet, kan man læse meget om det hos organisationen IPA - International Paruresis Association, der er amerikansk. 

IPA refererer til en undersøgelse fra Harvard Medical School. Undersøgelsen afslører, at paruresis er den næstmest udbredte sociale fobi efter angsten for at tale i store forsamlinger. Hvordan kan det så være, at vi ikke taler mere om problemet i Danmark?

»Det er et svært emne, fordi det er så privat, og så er det et mere absurd område end angsten for at snakke i store forsamlinger. Hvad vi laver på toilettet, er en privat sag, og så stopper samtalen allerede dér. Det skal den bare ikke,« siger Henrik Høgh-Olesen. 

Han mener, det er vigtigt at tale om sådanne problemer, også selvom det er et tabubelagt emne.
 

Hvad er paruresis?

Paruresis er angsten for at tisse i nærheden af andre. I alvorlige tilfælde er det helt umuligt at tisse i rum med andre, i lettere tilfælde kræver det blot særlig koncentration at tisse, når andre befinder sig i nærheden. Du kan læse mere om lidelsen på International Paruresis Associations hjemmeside.

Det kan du gøre

Paruresis svinger meget. Fra at være en lille tanke i baghovedet, når man skal på toilettet, til at være et stort problem i hverdagen. Men hvis du selv føler, at du har problemer med at tisse, når du sidder eller står ved siden af andre, så kan du få hjælp hos en psykolog.

I en rapport fra IPA nævnes det, at kognitiv psykologisk behandling har en god effekt på tisseproblemerne. Gradvis vil man blive præsenteret for de situationer, man ikke bryder sig om, og til sidst vil man være i stand til at klare situationerne. 
Så hvis du fremover står eller sidder og ikke kan tisse, så husk, at hver 6. dansker har det på samme måde en gang imellem.  

Læs mere om