Corona: Holder de 10 mest udbredte myter om coronavirus?

Opnår man ekstra beskyttelse mod coronavirus, hvis man spiser mange vitaminer, får varm suppe til aftensmad eller sørger for at solbade eller gå i solarium? Samvirke har set på de mest udbredte myter om coronavirus holder

Virker varm kaffe, klor og masser af frisk luft?

Efter udbruddet af covid-19 har det ikke skortet på de ideer om, hvordan man undgår at blive smittet. Tidligt lød et råd på sociale medier, at man bare skulle drikke kaffe, og en amerikansk præsident udtalte på et pressemøde, at man måske kunne drikke eller injicere desinfektionsmiddel direkte i blodårerne. Begge råd skal du gå langt udenom. For det første virker rådene ikke, og for det andet er det direkte farligt at indtage eller indsprøjte desinfektionsmidler i kroppen.

Myte 1: Vitaminpiller beskytter dig mod coronavirus

Nej. Ekstra vitaminer og mineraler som zink beskytter dig ikke mod at blive smittet med coronavirus. Vitaminer og mineraler er nødvendige for at have et velfungerende immunsystem, men der er ikke på nuværende tidspunkt videnskabelige beviser, der peger på, at et øget indtag af vitaminer eller mineraler kurerer eller beskytter mod corona. Officielle myndigheder har heller ikke separate råd om indtag af vitaminer eller mineraler i forbindelse med coronavirus.

Myte 2: Hvidløg kan beskytte mod smitte mod coronavirus

Nej. Hvidløg har en række gavnlige effekter. Blandt andet er et moderat indtag af hvidløg godt for blodtrykket og kolesteroltallet. Hvidløg har også en række antibakterielle effekter og kan være med til at dæmpe inflammationer. Forskere har dog ikke påvist, at hvidløg beskytter mod smitte med coronavirus.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Myte 3: Du skal lufte ud

Ja. Coronavirus smitter ved dråbesmitte. Alle mennesker frigiver dråber fra næse og mund, når man ånder, taler, nyser og hoster. Ved høj tale, sang og kraftig udånding i forbindelse med fysisk aktivitet slynges flere dråber ud – og dråberne slynges længere væk fra personen. Generelt falder dråberne – der kan indeholde coronavirus – til jorden 1-2 meter væk. Derfor falder risikoen for smitteoverførsel brat, når man holder afstand.

Dårligt luftskifte øger risikoen for dråbesmitte af 2 årsager:

  • Dråberne hænger tættere i luften, når luften står stille
  • Dråberne er længere tid i luften

Der er set tilfælde af udbrud af covid-19 indendørs, hvor der var dårlig ventilation, og hvor de smittede ikke var i direkte kontakt og samtidigt holdt rimelig afstand. Så luft ud ofte. Jo flere, I er samlet og jo mere I taler højt, synger eller lignende, jo mere bør I lave gennemtræk.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Myte 4: En drink skyller virus væk fra halsen

Nej. En drink med alkohol, et glas vin eller en øl kan ikke forebygge coronasmitte. Coronavirus sætter sig især i slimhinderne og luftvejene, og selvom en drink selvfølgelig passerer halsen, så kan en drink ikke gøre en forskel på, om du bliver smittet.

Tværtimod: Når du drikker alkohol, stiger sandsynligheden for, at du glemmer de gode råd om afstand og afspritning – og dermed udsætter du dig for større risiko.

Myte 5: Chili og peber i maden og varm kaffe forhindrer smitte

Nej. Virus er ligeglad med, om du spiser stærk mad eller drikker varm kaffe. Stærk mad og kaffe forhindrer ikke viruspartikler i at sætte sig fast i dit svælg.

Spis bare krydret mad, drys med lidt peber eller spis lidt chili. Det giver en smagsoplevelse. En kop kaffe er også elsket af mange. Coronavirus er ligeglad med, hvad du spiser. Ingen madvarer kan forhindre, at du bliver smittet.

Sørg i stedet for at spise varieret, ikke for meget, drik vand, dyrk motion og sov nok. Det er generelle råd, der sikrer et sundt liv.

Myte 6: Kan du holde vejret i mindst 10 sekunder, er du ikke smittet med coronavirus

Nej. Hvor lang tid du kan holde vejret, siger ikke noget om, hvorvidt du på pågældende tidspunkt er smittet med coronavirus eller ej. Den bedste metode til at finde ud af, om du er smittet med coronavirus, er at blive testet på et af de officielle teststeder.

De mest almindelige symptomer på corona er tør hoste, træthed og feber. Nogle oplever også at miste smags- og lugtesansen eller få lungebetændelse.

Myte 7: Coronasmitte kan rejse fra hjem til hjem med fluer eller på dine sko

Nej. Der er ikke forskningsmæssige beviser for, at coronasmitte overføres via sko fra en bopæl til en anden. Undlad dog at gå med sko indendørs i hjem, hvor børn kravler eller leger på gulvet. På den måde slæber du ikke jord, skidt og unødige bakterier ind på gulvet – børnene er ikke så gode til at passe på sig selv som voksne.

Der findes heller ikke videnskabelig dokumentation for, at fluer kan overføre smitte fra en person til en anden – eller fra en bolig til en anden. Coronavirus smitter gennem dråber, så de bedste råd er at holde afstand, spritte af og undgå at røre sit eget ansigt.

Myte 8: En tur i solen eller solariet beskytter mod covid-19

Nej. Coronavirus smitter ikke mindre i varme, eller hvis du bliver ramt af solens stråler eller UV-stråler i et solarium. En af myterne om coronavirus siger, at corona smitter mindre om sommeren på grund af solen, ligesom solen er en forklaring på, hvorfor landene omkring ækvator har færre smittede end i resten af verden. Myterne er ikke rigtige.

Grunden til, at corona ikke smitter så meget om sommeren, skal formentlig findes i vores adfærd. Vi er mere udendørs om sommeren, hvor virus har dårligere betingelser for at smitte. Det har ikke noget med sol eller UV-stråler at gøre.

Når landene omkring ækvator heller ikke har stor smitte, kan det skyldes, at befolkningen opholder sig en større andel af tiden udendørs, ligesom man måske ikke tester lige så meget, som vi gør i Danmark.

Myte 9: Virus dør i den kolde vinter

Nej. Selvom virus trives bedst i vores krop, er der ikke tegn på, at et hjem, hvor der er koldt i rummene eller et godt snevejr slår virus hurtigt ihjel. Menneskets kropstemperatur er typisk 36,5-37 grader, men virus kan sagtens overleve ved lavere temperaturer. Der er endda dokumentation for, at virus i særlige tilfælde kan overleve flere dage uden for kroppen.

Vinteren får folk til at opholde sig mere indendøre – og også at mødes med venner og familie indenfor. Virus spreder sig nemmest, når vi er tæt sammen. Ud over de kendte råd om afstand og afspritning, bør du sørge for hyppig udluftning og at se færre mennesker. Alt sammen nedsætter risikoen for at blive smittet med coronavirus.

Myte 10: Næsespray skyller coronavirus væk fra luftvejene

Nej. Der findes ingen videnskabelig dokumentation for, at regelmæssig brug af næsespray eller skylning af næsen med saltvand fjerner coronavirus eller beskytter mod viruspartikler. Så brug kun næsespray, når det er nødvendigt: Når din næse er tilstoppet.

Der er en vis videnskabelig dokumentation for, at brug af næsespray kan forkorte den tid, man er forkølet, men der er altså ikke dokumentation for effekt på coronavirus.

Kilder: Verdens sundhedsorganisationen WHO, Sundhedsstyrelsen, Region Midtjylland

Læs mere om