Alternativt vaskemiddel: Det skal du vide om sæbebær

Sæbebær, sæbenødder, vaskenødder, vaskeskaller – kært barn har mange navne. Men virker de overhovedet? Læs med, hvis du overvejer at udskifte dit traditionelle vaskemiddel med sæbebær.

Det er sæbebærrenes skaller, som kan bruges til at vaske med. Skallerne indeholder et naturligt sæbestof, som bliver frigivet, når skallerne kommer i kontakt med vand.

Skallerne indeholder sæbestof

Sæbebærrene stammer fra træet Sapindus mukorrosi, som blandt andet gror i Nepal og Indien. Det er bærrenes skaller, der sælges under diverse navne som sæbebær, vaskeskaller, sæbenødder med videre. Skallerne indeholder sæbestoffet saponin, som har en vaskende og skummende effekt. I Sydøstasien har man derfor brugt sæbebær til at vaske tøj og gøre rent i flere hundrede år.   

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Bærrene skal i maskinen sammen med tøjet

Når sæbebærrene kommer i vand, frigiver de sæbestof. Derfor sælges de som et alternativ til traditionelt vaskemiddel. Ifølge anvisningerne putter man sæbebærrene i en lille bomuldspose, som ofte følger med, når man køber dem. Posen lægges direkte i vaskemaskinen sammen med det snavsede tøj, og efter en omgang i maskinen skulle tøjet være rent. Der skal bruges omkring 5 bær per vask, og bærrene kan genbruges et vist antal gange, alt efter hvilken temperatur de er vasket ved, og hvor længe vasken varede.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Det er tvivlsomt, om sæbebærrene virker

Problemet med sæbebær er, at der endnu ikke er lavet videnskabelige tests, der viser, at de virker – i hvert fald ikke lige så godt som traditionelle vaskemidler.  En ældre test fra den svenske pendant til vores forbrugerråd, Råd & Rön, konkluderer endda, at man lige så godt kan vaske helt uden vaskemiddel som vaske med sæbebær.

På trods heraf er mange forbrugere tilsyneladende glade for produktet. Sæbebærrene kan blandt andet købes i Irma, og her er der ifølge Charlotte Sørensen, som er kategoriplanlægger i Coop, en stigende efterspørgsel på dem.

Forbrugerrådet Tænk planlægger at teste bærrene sammen med andre vaskemidler senere i år.

Sæbebærrene er et billigt og bæredygtigt valg – hvis de virker

Fordelene ved sæbebærrene er, at de er drøje i brug og skånsomme for både huden og miljøet. Bærrene er naturlige og indeholder derfor ikke parfume eller andre tilsætningstoffer. Hvis man godt kan lide, at vasketøjet dufter, kan man komme lidt æterisk olie med i vaskemaskinen. Når bærrene har været brugt tilstrækkeligt mange gange og er blevet blege og tørre, kan de smides ud sammen med komposten.

Ifølge Bleschu, der forhandler sæbebær, kan 1 kg sæbebær række til en normal, stor familie i 1 år, hvilket svarer til mere end 365 tøjvaske. I Irma koster 500 g sæbebær 149 kr. Med lidt hurtig hovedregning betyder det, at hver vask koster omkring 80 øre. Andre forhandlere angiver prisen til at være et sted mellem 65 øre og 1 kr. per vask. Under alle omstændigheder er det i de fleste tilfælde billigere at vaske med sæbebær end med traditionelt vaskemiddel. Spørgsmålet er dog, om bærrene er lige så effektive.  

Sæbebærrene har flere formål

De små skaller kan ikke kun bruges til at vaske tøj. Man skulle angiveligt kunne lave et afkog af dem og bruge væsken til eksempelvis rengøringsmiddel, shampoo, myggebalsam, skadedyrsbekæmpelse og meget mere.

Kilder: Charlotte Sørensen, kategoriplanlægger i Coop, Råd & Rön, Forbrugerrådet Tænk, Bleschu, www.koogko.dk og www.greengoods.dk.  

Læs mere om