7 tricks til opvaskemaskinen: Sådan får du renere tallerkener og glas

Har du renset bundfilteret, tjekket afspændingen og afkalket din opvaskemaskine for nyligt? Samvirke giver dig 7 tips til, hvordan du får opvaskemaskinen til at give en renere opvask

Rens bundfilteret og sien

Hold tallerkenerne, bestikket og glassene helt rene ved at vaske filteret og bundsien i din opvaskemaskine jævnligt. Du bør rense filteret jævnligt og gerne et par gange om ugen. Filteret samler nemlig de lidt større madrester op, som ikke automatisk opløses under opvasken. Bundsien kan du, hvis ikke den sidder fast sammen med filteret, rense lidt sjældnere.

Rengør låge og pakninger

Rene pakninger og rene sider på lågen kan være med til at give dig renere service, når du vasker tallerkener, knive, gafler og glas op i opvaskemaskinen.

Vrid en klud op i sæbevand og tør pakningerne grundigt af. Tør derefter siden af lågen af for madrester og andet skidt.

Rens spulearmene

Bliver tingene i din opvaskemaskine ikke helt rene, når du har vasket op, kan du rengøre spulearmene. Vandet i en opvaskemaskinen cirkulerer og genbruges mange gange, og små stykker madrester kan blive ført rundt med vandet og sætte sig fast i spulearmens huller. 

Påfyld salt

Salt gør opvasken mere effektiv, så husk at der altid skal være salt nok til din opvask. 



Opvaskesalt virker i opvaskemaskinens ionbytteranlæg, så kalken bindes i vandet. Dermed bliver sæben mere effektiv. At opvaskemaskinen har salt nok er derfor en nødvendighed, hvis du vil have en ren opvask. 

Brug afspændingsmiddel og undgå kalkpletter på glassene

Skal du have helt rene glas, skal du bruge en afspændingsmiddel i opvaskemaskinen. Afspændingsmiddel har to funktioner i opvasken: det er med til at blødgøre vandet og til at reducere overfladespændingen, så vandet nemmere glider af overfladerne. Afspændingsmiddel får altså vandet til at perle nemmere af glassene, så der ikke efterlades kalkpletter. 

Brug den rigtige mængde sæbe, når du vasker op i opvaskemaskinen

For at få glas, tallerkener og bestik helt rent, skal du bruge sæbe. Til en opvaskemaskine findes tre forskellige løsninger: sæbe i pulverform, flydende sæbe og sæbe i tabletform. 

For lidt sæbe giver beskidt service, for meget sæbe medfører hvide belægninger på tallerkener og glas. 

Kalk i vandet betyder tilkalket opvaskemaskine - husk at afkalke jævnligt

I vandet findes der naturligt kalk, og jo hårdere vandet er i dit område, jo mere kalk findes der i vandet. Kalk kan sætte sig på opvaskemaskinens varmelegeme og betyde, at varmelegemet varmer langsommere, bruger mere energi og slides hurtigere. 

Kilder: Rådet for bedre hygiejne, Samvirke Classic, Whiteaway, Nettoparts