Hyben er lækkert til marmelade og sjovt som kløpulver til at drille sidemanden med, men hvad mere er der at vide om de små frugter?
Invasive planter
Hyben eller rynket rose, som er plantens officielle navn, er på Naturstyrelsens liste over invasive arter. Den spreder sig hurtigt under jorden eller via de kløende kerner. Derfor gør du godt i at grave den op eller plukke frugterne, hvis du har den i haven. Husk at få hele rodnettet med, og smid kernerne i skraldespanden.
Vitaminbomber
Der er mange vitaminer og især C-vitamin i hyben, men mange af dem forsvinder dog ved kogning. Derfor kan tørrede hyben være en god kilde til vitamin - og faktisk indeholder halvanden deciliter hyben lige så meget C-vitamin, som der er i 35-40 appelsiner.
Hyben mod slidgigt
Har du slidgigt, kan det måske være en god idé at spise hybenpulver. I en undersøgelse foretaget blandt 94 patienter med slidgigt i knæ og hofter, hvor patienterne fik hyben som behandlingsmiddel, blev det blandt andet påvist, at forbruget af smertestillende medicin faldt med 40 procent hos de patienter, der fik hybenpulver. Det skriver Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende alternativ behandling.
Kog dem til gelé
Du kan i stedet for at bruge det til marmelade også lave hyben til gelé. Her behøver du slet ikke at fjerne kernerne, som du gør, når du laver marmelade. Det hele skal alligevel sies. Hybengeléen kan blandt andet bruges til saucer og som tilbehør til vildtretter.
Godt med kulde
Selvom hyben er mere eller mindre uønskede i Danmark, så er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. Jo koldere et klima hyben vokser i, desto mere C-vitamin indeholder frugterne.
Lang sæson
Hyben er meget hårdføre og har derfor en lang sæson. De begynder at modne i august og kan stadig hænge på buskene langt ind i oktober, og den første frost ødelægger ikke de lækre frugter.
Hyben er mere end marmelade og chutney
Vi har nævnt hybengelé - men der er andre lækre sager, du kan bruge de små orangerøde frugter til. Hybensirup, hybenmuffins og hybenvodka er blandt alternativerne, og på alt-om-hyben.dk ligger der en masse opskrifter med hyben som stjerneingrediens.