6 ting, du kan bruge sukker til
Giv blomsterbuketten nyt liv
Du kan forlænge levetiden for en buket afskårne blomster ved at drysse lidt sukker i blomstervandet sammen med det medfølgende holdbarhedsmiddel.
Forlæng kagens holdbarhed
Har du bagt en lækker skærekage, kan du få den til at holde sig længere ved hjælp af sukker. Opbevar kagen i en lufttæt beholder og læg et par sukkerknalder ved siden af kagen.
»Sukkeret suger fugt til sig. Bakterier trives i fugt, og der vil dermed gå længere tid, før der dannes mug på kagen,« forklarer Leif Skibsted, professor i fødevarekemi ved Københavns Universitet.
Stive servietter med sukkervand
Du kan få servietterne til at stå flot med sukker. Stivning med sukkervand egner sig til hæklede mellemlægsservietter.
Opløs 1-2 spsk. sukker i ¼ liter lunkent vand.
Skyl stoffet i opløsningen.
Tryk vandet af i et frottehåndklæde.
Læg til tørre på et frottehåndklæde, efter du har trukket det i facon.
Stryg, når det er helt tørt.
Få blød hud med sukkerskrub
Du kan lave din egen body scrub af sukker og olie, for eksempel oliven- eller kokosolie. Forkæl dig selv med lidt hjemmelavet og billig wellness og få en lækker og blød hud.
Hold hvepse og bier væk fra bordet
Tiltræk bier og hvepse med en skål med sukkervand, og stil skålen et stykke væk fra bordet. Så undgår du, at hvepsene generer dig og din syltetøjsmad.
Afskræk ørentvister med sukker
Ørentvister kan ikke lide kalk, sukker og lugten af nelliker. Strø lidt der, hvor ørentvisterne gemmer sig, for eksempel i en ring rundt om en plante.