24 julemadvarer, du sagtens kan spise, selvom datoen er overskredet

Julen er en rigtig madfest, men det er slet ikke sikkert, at du må på storindkøb, hvis der er nogle af dine julede ingredienser, der er udløbet på dato. Undgå madspild og spis bare. Samvirke har fundet 24 julevarer, der sagtens kan spises, selvom datoen på pakken er udløbet.

Julens madspild er stort

10% af hele årets madspild sker i juledagene, og en gennemsnitlig familie smider typisk mad ud for omkring 1000 kroner i juledagene. Sådan lyder nogle af de nyeste tal for danskernes madspild, for trods gode intentioner har vi svært ved at planlægge en julemenu. Kampen mod madspildet går i gang, allerede inden gæsterne kommer, og stegen er i ovnen. Bevæbnet med et skarpt blik og din næse kan du være med til at forhindre madspild – allerede inden ingredienserne bliver brugt.

Alle fødevarer i Danmark skal mærkes med enten en dato, der angiver ”sidste holdbarhed” eller en dato for ”bedst før”. 

Kend forskel på sidste holdbarhedsdato og bedst før

”Sidste holdbarhed” sættes ifølge Fødevarestyrelsens regler på madvarer, man på ingen måde bør spise eller drikke efter det tidspunkt, der er markeret på sidste holdbarhedsdato. Betegnelsen sættes nemlig på varer, hvor du risikerer at blive syg, hvis du spiser dem efter datoen. Det kan være kød eller pålægsprodukter, hvor giftige stoffer kan udvikle sig over tid. ”Bedst før”-datoen kan også hedde ”Mindst holdbar til” – og det er en vejledende dato for, hvornår en fødevare ikke er god længere. Datoerne for ”Bedst før” og ”mindst holdbar til” er altså vejledende, og det er producenten selv, der sætter datoen. Datoen angiver, hvornår fødevaren har ændret så meget karakter eller smag, at det ikke længere er samme oplevelse at spise den. Når en vare er mærket med ”bedst før” eller ”mindst holdbar til”, bør du overveje, om du ikke stadig kan spise den. Brug øjnene og smagssansen. Hvis den ikke lugter, ikke synligt er blevet gammel eller smager okay, så spis endelig løs i kampen mod madspild.

Grødris

Ris har lang holdbarhed – og du kan sagtens bruge grødrisene fra sidste år, hvis du finder en rest bagest i skabet. Duft til risene, og lugter de godt, så kog bare grød af dem.

Sødmælk

Forbruget af sødmælk topper i julemåneden, da mange danskere sværger til sødmælk, når der skal koges risengrød og laves risalamande. På kartonen står, at mælk holder sig 2-3 dage i køleskabet, men ofte kan du bruge sødmælk meget længere. Duft til mælk og smag på den. Dufter sødmælken normalt og er den fri for bismag, kan den bruges, selvom datoen er overskredet.

Fløde

Køledisken bugner med fløde på tilbud, når det er december. Fløde bruges i alt fra sovs til risalamande, og forkøber du dig, skal du ikke fortvivle. Er du sikker på, at du ikke kan få brugt alt fløden, så frys den ned i en isterningebakke eller isterningeposer. Så har du en klump til en sovs eller en gryderet senere.
Læs Samvirkes artikel om nedfrysning af fløde.

 

Fløde kan også bruges efter mindst holdbar-datoen. Åbn fløden og duft til den. Er den tæt på datoen, er der stor sandsynlighed for, at du stadig kan bruge fløden i julens mad.

Pebernødder og brunkager

Småkager hører julen til, og du kan nemt spise færdigfabrikerede småkager, selvom datoen er overskredet. Du risikerer højst, at småkagerne er blevet lidt bløde, eller at smagen er aftaget en smule.

Marmelade

Hvem vinder duellen hjemme hos jer? Er det hindbærmarmelade eller jordbærmarmelade, der går sammen med æbleskiverne? Uanset: Marmelade er konserveret af sukkeret og kan sagtens bruges, indtil der er synlig mug i marmeladen.

Brug kun rene skeer i marmelade. På den måde kommer der ikke rester fra rundstykket eller andre fødevarer op i glasset – det er ofte madrester, der gør, at der kommer mug i marmeladen. 

Smør

Supermarkederne har priskrig på smør i december, og slå endelig til, hvis du ser et godt tilbud. Har du smør stående i køleskabet, skal du ikke smide det ud, selvom datoen er overskredet. Sørger du for at opbevare smør i køleskabet, kan du ofte godt bruge smør til kager, på brød og til madlavning i flere måneder, efter at holdbarhedsdatoen er overskredet. Tag en lille smagsprøve, hvis du er i tvivl, om smørret er begyndt at harskne.  

Sukker

Sukker bliver nærmest ikke for gammelt. Så brug sukker til småkager, andet bagværk og madlavning, selvom den sidste salgsdato er overskredet. Sukker konserverer, og manglen på fugt i sukkeret gør det svært for mikroorganismer at leve i sukker.

Sukker kan dog godt tage smag af andre krydderier. Har sukkeret stået længe i krydderiskuffen med karry, kanel og andre krydderier, der dufter kraftigt, så tag en smagsprøve af sukkeret på en teske. 

Flormelis

Salget af flormelis stiger med mere end 50 procent i december, men der er ingen grund til at købe en ny pakke, selvom den gamle har overskredet bedst før-datoen. Flormelis kan ligesom sukker holde sig længe. Virkelig længe. Så skal du have æbleskiver eller pynte julekagen, så brug blot den flormelis, du har. Er den klumpet, så smag på den. Ofte kan klumperne trykkes ud gennem en si.

Vingummier, juleskum og andet juleslik

Julen får flæsk, juleskum, romtoppe og andre søde sager frem. Alle slags slik er mærket med en holdbarhedsdato, men det er ikke ensbetydende med, at du skal holde fingrene fra slikket. Spis blot løs, så længe smagen er i top. Du risikerer højst, at skumnissen er en anelse hård.

Flormelis

Salget af flormelis stiger med mere end 50 procent i december, men der er ingen grund til at købe en ny pakke, selvom den gamle har overskredet bedst før-datoen. Flormelis kan ligesom sukker holde sig længe. Virkelig længe. Så skal du have æbleskiver eller pynte julekagen, så brug blot den flormelis, du har. Er den klumpet, så smag på den. Ofte kan klumperne trykkes ud gennem en si.

 

Rødkål i glas

Ingen jul uden flæskesteg med rødkål. Rødkål er en survare – måden, vi fremstiller den revne rødkål på, er for at forlænge dens holdbarhed. Er glasset eller bøtten uåbnet, så prøv at smage på den, når du vil bruge den. Konserveringen i den lukkede beholder betyder, at rødkål kan holde sig frisk i smagen meget, meget længe. Ofte skriver producenterne ikke engang på glasset, hvor længe rødkålen holder, når glasset først er åbnet. Her står oftest blot: ”Begrænset holdbarhed”. 

Mayonnaise og remoulade

Remouladen og mayonnaisen kan som oftest holde sig til langt efter deres bedst før-dato. Både mayonnaise og remoulade indeholder en del fedt, så du kan risikere, at smagen ændrer sig en smule. Er de på tube, holder både remoulade og mayonnaise længere, end hvis de er på glas eller pose.  

Æg

Æg har en lang holdbarhed – ofte også meget længere, end der står på pakken. Æg har påtrykt en holdbarhedsdato, der er 28 dage, efter at æggene blev lagt. I Danmark opbevares æg på køl, mens man i andre europæiske lande har æg stående i supermarkederne ved stuetemperatur. I Grønland, hvor der stort set sælges æg fra samme producenter som i Danmark, er holdbarheden 3 måneder. Argumentet for den lange grønlandske holdbarhed er, at æg opbevares på køl.

Et lille trick gør det nemt at bruge æg, der er over sidste salgsdato: Slå ægget ud i et lille glas eller en skål. Lugt til ægget. Du vil ikke være i tvivl om, hvorvidt du kan bruge ægget. Lugter ægget grimt, skal du ikke bruge det i madlavning.

Se Samvirkes video: Kan ægget holde sig? Se de nemme trick, der afslører ægs holdbarhed

 

Vaniljesukker

Fortvivl ikke, hvis vaniljesukkeret er udløbet. Brug det gerne i dejen, når du bager. Smagen kan aftage over tid, så hvis du skal bruge ”gammelt” vaniljesukker, så tilsæt blot lidt ekstra.

 

Rugbrød

Rugbrød fra en brødfabrik holder typisk i 7 dage, hvis du opbevarer brødet ved stuetemperatur. Opbevarer du det i køleskabet, er holdbarheden lidt længere.

Rugbrød kan sagtens spises efter bedst før-datoen. Kig grundigt efter, hvis du ser hvide pletter eller mug på brødet, bør du ikke spise det.

Læs artiklen: Må man spise muggent brød

 

Chokolade

Chokolade kan holde sig længe, hvis du opbevarer chokoladen rigtigt, og det er ikke farligt at spise gammel chokolade. Chokoladens smag og konsistens kan dog ændre sig, hvis du ikke passer på med, hvordan du gemmer din chokolade.

Læs mere om chokolades holdbarhed

Marcipan

Marcipan hører julen til. Hvad er bedre end hjemmelavet marcipanbrød? Marcipan kan holde sig længe, når den er uåbnet – og den må gerne have været i en skuffe eller et skab ved stuetemperatur. Smag på marcipanen, inden du laver den.

Som med andre fødevarer: Har du først rørt ved varen, øges risikoen for at overføre bakterier. Sker det, mugner madvarer nemmere. Så hjemmelavet og håndlavet marcipan skal spises i julemåneden, det kan ikke gemmes til påske.

Mel

Ingen jul uden julebag! Mel kan holde sig længe. Meget længe! I princippet kan mel anvendes, indtil der kommer dyr i, men så heller ikke længere. Er der tale om fuldkornsmel, er holdbarheden kortere, da fuldkornsmel kan blive harsk. Vær dog også opmærksom på, at glutenstrukturen i mel kan ændres, hvis det udsættes for meget fugt. Mel, der har stået fugtigt, har sværere ved at hæve – men det er jo ikke et stort problem, hvis du skal bage julesmåkager! 

Chips

Hvad er julemiddagen uden lune franske kartofler på tallerkenen? De lune chips er tradition i mange familier. Chips holder sig fint i en lukket pose. Chips laves ved at stege kartoffel ved meget høj temperatur, og den høje temperatur slår bakterier ihjel. Chips mugner derfor ikke, hvis de er i en uåbnet pose. Du risikerer højst, at chips bliver en smule bløde. 

Sodavand

Sodavand skal nok holde sig længe, så længe låget ikke har været taget af flasken. Sodavand, der er farvet med naturlige farver, kan dog miste farven over tid. 

Vaniljestænger

Mange sværger til at bruge vaniljekorn fra hele vaniljestænger, når småkagerne skal bages. Har vaniljen været opbevaret i en lufttæt beholder, holder en vaniljestang sig nemt 12 måneder og ofte længere – så brug blot vaniljen fra sidste jul. 

Ribsgelé

Bruger du også ribsgelé til julesovsen? Fortvivl ikke, hvis du har et glas, der har stået længe på hylden. Du kan bruge af ribsgeleen, så længe der ikke er mug, sur lugt eller andre aldringstegn. 

Rosiner og dadler

Frugt har generelt en kort holdbarhed, men så snart frugt er blevet tørret, forlænges holdbarheden markant. Tørret frugt kan nærmest ikke blive for gammel. Derfor giver det heller ikke mening med en dato for, hvor længe rosiner og dadler mindst er holdbare. Brug i stedet dine sanser, når du skal vurdere, om du kan spise rosinerne og dadlerne. 

Æbleskiver

Frosne æbleskiver har også en udløbsdato, men lun dem, selvom datoen er overskredet. Det er meget, meget sjældent forbundet med risiko for sygdom at spise madvarer, der har været opbevaret i fryseren. Du kan dog risikere, at noget af smagen er gået tabt. Fryser du hjemmelavede æbleskiver, så regn med en holdbarhed på 3 måneder.

… og nummer 25: Kondomer

Salget af kondomer stiger i december i forhold til resten af årets måneder. Men gem dem ikke for længe. På kondompakken er der påtrykt en udløbsdato. Efter datoen er der risiko for, at kondomet ikke er helt tæt.

Læs mere om