11 ting du kan bruge strips til
Brug som nøglering
I en snæver vending kan du sætte dine nøgler på en strip, eventuelt en farvet en af slagsen, og lukke den. Det er et simpelt og slidstærkt alternativ til nøgleringen af metal, og så kan enderne på en strip ikke fange og rive tøj i stykker, som skarpe metalkanter kan.
Sikring af taske og telt
Strips kan ikke erstatte låse, men ved at binde en strip gennem lynlåsenes håndtag kan du i det mindste gøre uvelkommen indtrængning i dit telt noget mere besværligt. En strip på kufferten under rejsen, eller manglen på samme efter flyveturen, kan også fortælle dig, om din bagage har været udtaget til kontrol og gennemsyn af lufthavnsmyndighederne.
Børnesikring
Strips er gode til at fastgøre og fastholde ting i hjemmet. Brug strips til at børnesikre køkkenskabene eller vindueshasperne. Forældre med sliksultne børn kan også sætte dem om chokoladeæsken, når de er ude af huset, men den form for brug er nok mere symbolsk end noget andet.
Snekæder til din bil
Glatte veje kan give bilister sved på panden i vintermånederne, men det problem kan du selv løse i en fart. Det kræver blot to typer strips; lange, der kan når rundt om hjulet, og korte. Spænd 6 små strips omkring 1 lang strip. Sæt de små med 2 til 3 cm mellemrum. Sørg for, at de sidder på midten, så der er 15 til 20 cm fri i hver ende. Klip enderne af de små strips af, så der er 0,5 cm tilbage. Før den lange strip rundt om hjulet, og fastgør den, så de små strips sidder udenpå dækket med låsene vendt væk fra dækket. Gentag processen, indtil du har strips mellem alle hjulets eger.
Rense afløb
Du kan let rense afløbet for gammelt hår ved at bruge en lang strip. Jo længere en strip, jo bedre. Brug en skarp kniv til at skære små, skrå hakker langs hver side. Hakkerne skal pege mod den smalle ende, altså den uden hoved. Pas på ikke at lave hakkerne for dybe, da strippen så kan knække nede i afløbet. Nu er det bare at få enden af strippen godt ned i afløbet, rode rundt og få en masse gammelt skidt op uden at skulle røre ved det.
Snor til græstrimmeren
Er plastsnoren på din græstrimmer slidt og ødelagt, kan du bruge strips som erstatning, hvis du er løbet tør for snor. Spænd en strip løst om lejet, hvor snoren normalt sidder, og før enden ud gennem samme hul i siden, som snoren løber gennem. Nu kan du spænde strippen til omkring lejet. Gentag med endnu en strip på den modsatte side. Slut af med at klippe enderne til, så de ikke skraber mod trimmerens sider.
Lampeskærm
Har du en gammel, kedelig lampe, kan du friske den op med en skærm af strips. Strips findes i rigtig mange forskellige størrelser og farver, så der er rig mulighed for at være kreativ. Flere kunstnere har lavet deres egne lampemodeller på forskellige måder. Her er én fremgangsmåde: Pil skærmen af lampen, så du har lampens skelet tilbage. Opmål et passende stykke fintmasket hønsenet, og fastgør det til lampens metalkrans med 3-4 strips, så det danner den ønskede form på skærmen. Spænd en strip, eller flere afhængig af hvor tæt skærmen skal være, fast til hvert hul i hønsenettet, indtil du er tilfreds med lampeskærmens udseende. Brug eventuelt strips i flere farver for en mere farvestrålende skærm.