10 smukke togture i Skandinavien
Norge: Bergensbanen
Bergensbanen er den nok mest berømte jernbanestrækning i Norge, der løber mellem Oslo og Bergen. Den er blevet udråbt til en af verdens bedste togture. Banen går blandt andet over Hardangervidda, Nordeuropas højest beliggende fjeldplateau.
Visit Bergens hjemmeside kan give dig mere information.
Foto: Getty Images
Norge: Flåmsbanen
Flåmsbanen i Norge er blevet udnævnt til verdens mest spektakulære jernbanestrækning. Det er en afstikker af Bergensbanen og blandt verdens stejleste togture. Jernbanestrækningen går fra Flåm, der ligger ved fjorden, op til Myrdal på fjeldet. I løbet af den 20 minutter lange tur kommer du forbi elve, vandfald og bondegårde, der klamrer sig fast til de stejle fjeldsider.
Læs mere på Flåms hjemmeside
Foto: Colourbox
Norge: Raumabanen
Raumabanen har fået titlen som Europas smukkeste jernbanestrækning. Den 114 km lange strækning går fra Dombås til Åndalsnes, og undervejs kan du opleve noget af Norges mest dramatiske landskab. Togturen går også forbi velkendte attraktioner som Kylling Bro og Trollveggen.
Læs mere, og se video af togturen på Visit Norways hjemmeside
Foto: Leif Johnny Olestad/VisitNorway
Norge: Nordlandsbanen
Vil du opleve Nordlandsbanen, når den er smukkest, skal du sørge for at være om bord både dag og nat. Nordlandsbanen har nemlig fået titlen som en af verdens bedste nattogsrejser, hvor det blandt andet er muligt at opleve nordlys. Men banen byder også på flotte naturlandskaber og en diversitet i kultur og klima, der bedst opleves i dagslys. Med sine 729 km, der forbinder Trondheim og Bodø, er Nordlandsbanen Norges længste jernbanestrækning.
Læs mere, og se en video af togturen på Visit Norways hjemmeside
Foto: Vy
Sverige – Norge: Nord for polarcirklen
Der løber en jernbanestrækning fra Kiruna i det nordlige Sverige til Narvik i det nordlige Norge. Den er en af Skandinaviens mest storslåede jernbanestrækninger, hvor det er muligt at opleve storslået nordisk natur og fænomenerne nordlys eller midnatssol alt efter årstiden. Togturen tager dig forbi 13 nordskandinaviske byer med hver deres seværdigheder, og anskaffer du en flerdagsbillet, kan du hoppe af og på toget, som du lyster.
På den svenske togoperatør SJ’s hjemmeside kan du læse mere.
Foto: Getty Images
Sverige: Indlandsbanen
Indlandsbanen går op gennem det meste af Sverige fra Kirstinehamn i syd til Gällivare i Nord. Den mere end 100 år gamle jernbanestrækning er omkring 1300 km lang og tager dig gennem den spektakulære svenske natur og mange små og større byer. Du kan tage toget hele vejen eller bare køre med en del af vejen. Du kan også købe en billet, der gør det muligt at hoppe af og på, når du vil, og gøre togturen til en hel rejse gennem Sverige.
Læs mere på Indlandsbanen hjemmeside
Foto: Kai-Uwe Och
Danmark: Syd Fyenske Veteranjernbane
Danmark byder også på skønne togrejser. På den Syd Fyenske Veteranjernbane kan du opleve, hvordan det var at rejse med tog i 1950’erne, og samtidig få kig til en masse fynsk landskab og det sydfynske øhav. Togturen mellem Faaborg og Korinth varer ca. 30 minutter.
På veteranjernbanens hjemmeside kan du se mere.
Foto: Jørn Ungstrup
Danmark: Mariager Handest Veteranjernbane
Jernbanestrækningen mellem Mariager og Handest er Danmarks længste veteranjernbane. Togturen tager dig gennem flere naturskønne områder med bøgeskov og bakker, og du får også udkig til Mariager Fjord og Glenstrup Sø.
Læs mere, og se en video af togturen på veteranjernbanens hjemmeside
Foto: Jens Vestergaard
Danmark: Bryrupbanen
Den 5 km lange veteranbane mellem Bryrup og Vrads byder på midtjysk natur, når den er bedst. Veterantoget tøffer gennem et stort skovområde forbi søerne Kvindsø, Kulsø og Snabe Igelsø. Bryrupbanen har en lang historie, og der er sågar skrevet en bog om jernbanestrækningen, der går under navnet ”Danmarks smukkeste jernbane”.
Læs mere på Bryrupbanens hjemmeside
Foto: Torben Nielsen
Danmark: Bjergbanen
Bjergbanen, også kendt som Lemvig Havnebane, er en af Danmarks hyggeligste veterantogsstrækninger. Med sine 1,5 km er strækningen samtidig landets korteste. Jernbanestrækningen går fra Lemvig station til Lemvig havn og blev oprindeligt brugt til godskørsel. Der er 30 højdemeters forskel mellem stationen og havnen, hvilket gør Bjergbanen til den stejleste jernbanestrækning i Danmark. Togturen tager kun 15 minutter, men byder på udsigt til både løvskov og Lemvig Fjord undervejs.
Bjergbanen skal renoveres, og derfor er det ikke muligt at køre med den p.t. Læs mere på banens hjemmeside eller facebookside
Foto: Ken Krejlgaard Poulsen