10 råd: Sådan er du en hensynsfuld hundeejer
Vis hensyn i mødet med andre
Kald din hund til dig og hold den i halsbåndet eller i kort snor, når du møder andre mennesker. Tænk på, at nogle mennesker er bange for hunde og føler sig utrygge, når de møder hunde i naturen eller på gaden. Hold derfor din hund tæt til dig, når du passerer fremmede mennesker, cyklister, løbere eller andre hunde.
Hils på den gode måde
Lad aldrig din hund løbe hen mod fremmede mennesker eller fremmede hunde, før du er sikker på, at de gerne vil hilse på dig og din hund. Det kan være overvældende for både mennesker og hunde at blive opsøgt af en løs hund, uanset hvor glad og venlig den er.
Træn et sikkert indkald
Sørg for, at du har et sikkert indkald, så du til enhver tid kan kalde din hund til dig. Når du har kaldt hunden til dig, så lad være med at slippe den, hvis der er risiko for, at den løber efter andre mennesker, cyklister eller biler, eller hvis den jagter efter vildt.
Sørg for, at din hund bliver socialiseret
Når du anskaffer dig en hvalp, så sørg for, at den bliver grundigt socialiseret og miljøtrænet, så den kan begå sig blandt andre mennesker og hunde. Husk, at alt, hvad din hvalp møder og ser, er en ny oplevelse for den, og du kan medvirke til at lære den at være afslappet, sikker og venlig over for omgivelserne.
Lær hundens sprog at kende
Din hund taler med hele kroppen – med øjne, ører, hoved, hale og kropsholdning. Jo bedre du forstår din hunds signaler, jo nemmere er det for dig at forebygge, at der opstår konflikter og ubehagelige situationer. Husk, at alle hunde er forskellige.
Kend din hunds personlighed
Tag kun i hundeskov eller på friløbsarealer med din hund, når den er klar til det, og når du ved, at den er god til at møde andre hunde. Kun hunde, der er godt socialiseret og vant til at begå sig blandt andre hunde og mennesker, bør tages med på arealer, hvor man har lov til at lade hunden løbe frit.
Træn din hund
Anvend træningsmetoder, som er baseret på belønning. Det handler om at belønne hunden, når den gør noget ønsket, og ignorere eller forhindre det, når den gør noget, du ikke ønsker. Tal ikke unødvendigt hårdt til din hund, og brug aldrig fysisk afstraffelse. Fortsæt med at træne din hund hele livet – det er nøglen til et tillidsfuldt og trygt samvær.
Søg hjælp ved uønsket adfærd
Søg professionel hjælp, hvis din hund udviser en uønsket adfærd. Det kan være, hvis den er aggressiv, udviser angst eller nervøsitet, eller hvis den generelt er ulydig. Lad aldrig din hund gå med et adfærdsproblem i lang tid. Jo hurtigere der bliver taget hånd om det, jo lettere er det at behandle.
Opfyld hundens behov
Sørg for at opfylde din hunds basale behov for kontakt, motion, aktivering og oplevelser – om nødvendigt med hjælp fra familie og venner. Mange hunde, der udviser uønsket adfærd, er understimulerede i deres hverdag.
Overhold regler og påbud
Hold din hund i snor, når du lufter den, hvis skiltningen påbyder det. Sørg for altid at samle op efter din hund. Hundens efterladenskaber er ikke kun til stor gene for alle, de kan også være med til at overføre smitsomme sygdomme og parasitter til andre hunde. Smid aldrig brugte affaldsposer i naturen!
Galleriet er lavet ud fra kampagnen Hund med hensyn, som er blevet til på initiativ af Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi og Den Danske Dyrlægeforening. Se mere, og deltag i debatten om, hvordan man er en hensynsfuld hundeejer, på kampagnens facebookside.
Kilde: www.hundmedhensyn.dk