10 gode råd til tandbørstningen
1: Børst tænder to gange daglig
Én gang om morgenen og én gang om aftenen. Det er, hvad der skal til, for at holde en god mundhygiejne. Børst i et par minutter, og sørg for at komme hele vejen rundt om alle tandfladerne - også de bageste kindtænder.
2: Vælg en tandpasta med fluor
Fluor forebygger karies og er hovedårsagen til, at vi danskere rangerer højt på listen over lande med en god tandsundhed. For at få den bedste beskyttelse skal du ifølge Ulla Pallesen, der er overtandlæge på Tandlægeskolen ved Københavns Universitet, gå efter en tandpasta med minimum 1450 ppm natriumfluorid (NaF). Anvend en mængde tandpasta, der svarer til din lillefingernegl, og vær særligt opmærksom på denne tommelfingerregel, når du børster tænder på dit barn med en fluorholdig tandpasta.
3: Gå systematisk til værks
Find en fremgangsmåde, der passer til dig, og hold dig til den, så du ikke kommer til at springe enkelte tænder over under tandbørstningen. Start eksempelvis i overmunden på ydersiden af tænderne i højre side og børst hele vejen over i den anden side af munden. Skift så til indersiden af tænderne og giv til sidst tyggefladerne opmærksomhed, inden du gentager proceduren i undermunden.
4: Pres ikke for hårdt med tandbørsten
Dine tænder bliver ikke renere, jo hårdere du presser med tandbørsten. Til gengæld bliver de rene, når du presser tilpas til, at nogle af børstehårene kan nå ind mellem tænderne og ned til den del af tanden, der sidder tættest på tandkødet. Børst i små cirkulære bevægelser og lad være med at skure frem og tilbage, da det kan gøre skade på tænder og tandkød.
5: Skyl ikke munden med vand
Spyt den overskydende tandpasta ud, når du er færdig med at børste tænder, men lad være med at skylle munden i vand bagefter. På den måde får fluoren lov at virke lidt længere til fordel for din tandsundhed.
6: Vælg den tandbørste, der passer til dig
Eltandbørsten er ikke bedre end en manuel tandbørste, så vælg blot den type, der passer dig bedst, men vær opmærksom på, at børsteteknikken er anderledes med en eltandbørste. Her skal børstehovedet nemlig kun børste én tand ad gangen og følge tandens bue. Bruger du en manuel tandbørste, er det vigtigt, at børstehovedet kan komme til i hele munden.
7: Undgå skummemiddel, hvis du har blister
SLS er et skummemiddel, som findes i mange tandpastaer. Skummemiddel giver en frisk fornemmelse og kan prikke lidt i munden, men har intet at gøre med renhed eller forebyggelse af karies. Har du blister eller sarte slimhinder, kan det være en idé at lade være med at bruge en tandpasta med skummemiddel.
8: Børst ikke tænder efter indtagelse af sure produkter
Tandbørstning efter indtagelse af sure produkter såsom cola og juice kan øge risikoen for syreskader på dine tænder. Vent derfor en time med tandbørstningen, hvis du har spist eller drukket noget surt.
9: Hold igen med blegetandpastaen
Slibemidler hjælper med at fjerne misfarvninger, men kan også være skrappe mod dine tænder, hvis du bruger blegetandpastaen dagligt over længere tid. Børster du i stedet med din almindelige tandpasta, som oftest har et lavere indhold af slibemidler, er du ifølge Ulla Pallesen mindst lige så godt stillet.
10: Pas på tandpasta med triclosan
Triclosan er et antibakterielt stof, som anses for at være skadeligt for miljøet. Derudover kan bakterierne i munden efterhånden blive resistente over for triclosan, som så ikke længere virker. Derfor anbefaler Miljøstyrelsen at vælge produkter uden triclosan.