Stikkelsbærmousse med mandelcrunch
DESSERT

Stikkelsbærmousse med mandelcrunch

Sommerens smukke, røde stikkelsbær giver en skøn, syrlig smag og en flot, rosa farve til denne meget luftige mousse. Bagt hvid chokolade og mandelcrunch giver god sødme og knas på toppen.
  • 4 Personer

Ingredienser

3 stk husblas
250 g stikkelsbær, gerne røde
- vand Vand til husblas og til at koge bærrene i.
1 stk. vaniljestang, skåret på langs
3 spsk. sukker
- Revet skal fra 1/4 økologisk citron
1.5 dl. piske-fløde
2 stk æggehvider
1 knsp. salt
50 g flormelis
100 g hvid chokolade, grofthakket
50 g mandel

Sådan gør du

  1. 1
    Læg husblassen i blød i koldt vand. Nip stikkelsbærrene, og kom dem i en gryde med vand og vaniljestang. Bring i kog over middel varme, og lad blandingen simre i 5-7 minutter, til bærrene brister og er møre. Tilsæt sukker, og lad simre yderligere 2 minutter.
  2. 2
    Tag gryden af, og lad bærrene køle et par minutter. Knug husblassen fri for vand, og rør den i stikkelsbærrene. Blend blandingen igennem med en stavblender, og hæld den igennem en sigte. Lad pureen køle helt af (lad være med at sætte den i køleskab, så stivner den helt).
  3. 3
    Sæt 4-6 serveringsglas i fryseren (moussen sætter sig hurtigere, når glassene er iskolde).
  4. 4
    Pisk æggehviderne stive med en knivspids salt i en ren og tør skål. Tilsæt flormelis, og pisk yderligere 2-3 minutter, til skummet er blankt. Pisk fløden til blødt skum i en anden skål.
  5. 5
    Rør 1 skefuld af fløden i stikkelsbærpureen og vend så stikkelsbærpureen i resten af flødeskummet. Vend herefter de stiftpiskede æggehvider i, og hæld massen i de isafkølede glas. Stil moussen på køl, og lad den sætte sig i 3-4 timer inden servering.
  6. 6
    Tænd imens ovnen på 175 grader, og fordel mandelsplitterne på en bageplade beklædt med bagepapir.
  7. 7
    Drys den hakkede hvide chokolade oven på mandelsplitterne, og bag i ca. 10 minutter, til chokolade og mandler er gyldent. Lad det køle helt ned inden servering.
  8. 8
    Server stikkelsbærmoussen med den bagte hvide chokolade (bræk den evt. i mindre stykker).

Tip!

Brug ribs, hindbær eller solbær i stedet for stikkelsbær.