Sådan bruger du resterne af wasabi, fiskesovs og karrypasta
Fiskesovs
Fiskesovs fremstilles af saltede og gærede fisk og skaldyr. Fiskesovs bruges som krydderi i Thailand, Vietnam, Laos og Cambodia. Den fremhæver smagen af madens øvrige ingredienser og giver den eftertragtede, fyldige umami smag. Brug fiskesovs som:
- Salt
Fiskesovs er alternativ til salt med en mere rig smag, end saltet har. Brug den i varme retter, hvor du ellers ville bruge salt eller bouillonterning.
- Når maden skal have mere smag
Lad fiskesovs fremhæve smagen i supper og sammenkogte retter med kylling, fisk, svinekød og oksekød. Fiskesovs giver en fyldig umamismag.
- Wokmad
Et par teskefulde fiskesovs løfter smagen. Fiskesovs passer som hånd i handske til alle wokretter.
- Marinader, dressinger
Et enkelt dryp eller to giver karakter i marinaden, dressinger, men kun en smule, så fiskelugten holdes i ave. Hvis du blander lidt wasabi med sojasovs og honning, har du en perfekt marinade til kylling.
- Nem asiatisk suppe
Kog en dåse kokosmælk op med vand. Tilsæt tynde skiver af gulerod, kylling i strimler og klippet purløg og smag til med karrypasta, fiskesovs og revet ingefær.
Karrypasta
Karrypasta er et stærkt blandingskrydderi, som består af de samme ingredienser som almindelig karry. Desuden er der chili i karrypastaer, som giver dem en stærk og brændende smag. Nogle ingredienser i karrypasta er friske, derfor får pastaen konsistens som en fast cremet masse. Grøn karrypasta er den mildeste. Gul er medium, rød er den stærkeste.
- Wokmad
Karrypasta er selvskrevet i wokmad og thaimad. Pas dog på, at den stærke røde karrypasta ikke bliver altdominerende.
- Boller i karry
Brug også karrypasta i klassikerne kylling i karry og boller i karry, kål i karry og til sammenkogte retter, hvor du ellers ville bruge almindelig karry.
- And og lam
And og lam er kød med en karakterfuld smag, der giver godt modspil til karrypasta.
Wasabi
Wasabi kaldes også japansk peberrod, den er kommet til os som en uundværlig ingrediens til sushi, og mange wasabiprodukter er lavet af peberrod tilsat sennep og grøn farve i stedet for den sjældne wasabirod. Ligesom peberrod skal wasabi bruges forsigtigt.
- Sandwich
Rør en knivspids wasabi i flødeosten eller dressingen, når du laver sandwich.
- Dip til grøntsagsstave
Lav en skarp dip til grøntsagsstavene af hytteost, wasabi og lidt citronsaft.
- Til laks
Rør en creme til den stegte eller ovnbagte laks af cremefraiche og wasabi. 2 tsk. wasabi til 2 dl creme fraiche
Kilde:
”Alverdens krydderier og krydderurter” af Claus Ib Olsen og Nanna Simonsen, Gyldendal, 2009, Coop Sverige, Karolines Køkken.