Sådan bliver du bedre til smalltalk
Sikke et vejr i dag. Så du landskamp i går?
Vi kender nok alle til fænomenet smalltalk, også kaldet vandkølersnak. Det er den type samtale, hvor indholdet af samtalen ikke er det vigtigste. Smalltalk er menneskelig hundesnuseri, som Birgitte Sally formulerer det. Hun er foredragsholder og cand.mag. i kommunikation og har udgivet bogen ”Tag kontakt – Guide til smalltalk”.
»Hvis jeg går hen til et andet menneske og begynder at tale om vejret, er det ikke, fordi jeg forventer, at han eller hun er meteorologisk interesseret – men fordi jeg gerne vil i kontakt med personen. Så bruger jeg mellemmenneskelige temaer, vi alle kan være fælles om,« siger hun.
Smalltalk er et vigtigt redskab, når vi skal skabe relationer til hinanden. I den lette snak får vi vist, at vi er til stede, og at vi anerkender hinanden.
Smil og søg øjenkontakt, når du møder folk
En forudsætning for en velfungerende smalltalk med en kollega ved kaffemaskinen eller en bekendt ved busstoppestedet er et imødekommende kropssprog. Et godt kropssprog og øjenkontakt er ifølge Birgitte Sally vigtigt at have med i den lette samtale om løst og fast.
Hvis du står og kigger ned i gulvet og ikke viser interesse, signalerer du, at du ikke ønsker kontakten. Omvendt, jo mere indlevelse du udviser, des mere får modparten lyst til at blive i snakken med dig.
Grib nuet, og brug, hvad der sker omkring dig
Udgangspunktet for indholdet i smalltalk er det, vi har til fælles her og nu, fortæller Birgitte Sally.
»Det kan være en bygning, indretning, buffeten, en god vin, en udsigt eller noget i naturen – omgivelserne i det hele taget. Det er også helt almindeligt, at man lige taler om trafikken, hvis man har møde med sine kollegaer tidligt om morgenen,« siger hun.
Modsat er brandfarlige emner som politik og religion for risikable at inddrage i smalltalk, da vi kan ende med at komme i konflikt med hinanden. De følelsesladede emner er ifølge Birgitte Sally mere belejlige, hvis vi er fortrolige eller venner med samtalepartneren.
Vær en aktiv lytter, når du smalltalker
For at kunne mestre smalltalk-kunsten er det vigtigt, at du er dygtig til at lytte, når den anden person taler. Lyt derfor efter, hvad han eller hun siger, som du kan bruge som afsæt til at spørge ind til emnet.
Samtidig kan du bruge ”hvad”, ”hvor” og ”hvordan” til at folde samtalen ud. Ifølge kommunikationseksperten er motoren i en samtale generelt, men i høj grad også ved smalltalk, nysgerrighed.
»Det er vigtigt at vise interesse i andres liv og gøremål. I de fleste engelsktalende lande er smalltalk en del af almindelig høflighed. I Danmark er vi ofte udfordret, når det gælder smalltalk. Vi er fokuseret på sagen og indholdet frem for sprogets sociale dimension. Selvom det er en kliche at spørge, hvordan det går, er det også en måde at anerkende personens tilstedeværelse på,« pointerer Birgitte Sally.
Undgå at afbryde eller tale som et vandfald
Der findes en række faldgruber, vi alle kan have en tendens til at skvatte i i smalltalk-situationer, mener foredragsholderen. Og hvis ikke vi selv er det, så er det måske ham eller hende, vi er rendt ind i, der er typen, som taler som et vandfald eller afbryder i et væk.
Eller måske er han eller hun modsat en, der blot svarer ”ja” og ”nej”, når vi spørger ind til et emne i det tilfældige møde ved stumtjeneren eller på firmagangen. De fleste af os kan have godt af at blive bedre til smalltalk, siger Birgitte Sally.
»Hvis du eksempelvis er introvert, kan smalltalk være hårdt arbejde. Så må du finde ud af, i hvilke situationer det er vigtigt for dig. Hvis du skal til reception eller ud og møde nye mennesker, så forbered dig. Har du læst nogle gode bøger, set en film, eller glæder du dig til din næste rejse? Omvendt kan ekstroverte typer måske have behov for at blive bedre til at lytte og må øve sig på den del af smalltalk,« siger hun.