Kan jeg blive begravet hjemme?
Har du en stor grund, kan du blive begravet på privat jord
Drømmer du om at blive begravet under æbletræet eller under brombærbuskene i havens kant, kan det være muligt at blive begravet hjemme. Dog er der en række bestemmelser, der skal overholdes, før du kan få tilladelse til at ligge i din egen have, når du er død.
Først skal der ansøges om tilladelse
Først og fremmest skal du ansøge Stiftsøvrigheden om tilladelse til at blive begravet på privat grund. Du må ikke blive begravet privat uden den tilladelse. Ansøgningen skal sendes til det stift, hvor den private grund ligger.
Ansøgningen skal oplyse navn og CPR-nummer på den person, hvis urne ønskes nedsat på den private grund. Ansøgningen skal også indeholde oplysninger om matrikelnummer og adresse for den ejendom, hvor urnen ønskes nedsat. Det anbefales, at medsende et kortbilag hvor det er markeret, hvor urnen ønskes nedsat.
Regler skal overholdes
Derudover skal du overholde følgende regler:
- Grunden, hvor du skal begraves, skal være mindst 5000 kvadratmeter stor
- Stedet, hvor urnen nedsættes, må ikke markeres. Der må altså ikke være en sten eller mindesmærke, som gør at stedet for udseende af begravelsesplads.
- Urnen, som asken er i, skal bestå af et materiale, der er opløseligt i vand. Det kan eksempelvis være støbt papirmasse eller pap.
- Urnen skal nedgraves i mindst 1 meters dybde.
- På ejendommen skal tinglyses en deklaration, som gør den til enhver tid værende ejer forpligtet til at afholde sig fra at grave så dybt på stedet, at urnen kan berøres. Forpligtelsen gælder 10 år.
Der gives ikke tilladelse til kistebegravelser på privat jord.