10 gode råd til mikrobølgeovnen
1. Skriv noter
Tag noter, når du bruger mikrobølgeovnen. Så ved du næste gang, hvor lang tid blomkålshovedet har brug for.
2. Fordel varmen i den varme drik
Rør rundt, når du har opvarmer en drik, så varmen er jævnt fordelt. Smag selv for en sikkerheds skyld, hvis den varme drik er til et barn.
3. Læg maden fladt
Fordel maden jævnt og fladt i fadet og skub de største stykker ud til fadets kant.
4. Brug de rigtige materialer
Brug glas, varmfast plast, porcelæn, keramik, koge- og stegeposer og bagepapir i mikrobølgeovnen. Brug ikke metal, porcelæn med guldkanter og plastik, der ikke er godkendt til mikrobølgeovnen. For eksempel Margretheskåle.
5. Test dit service
Du kan teste om dit service kan tåle mikrobølger ved at sætte det ind i mikrobølgeovnen sammen med et glas vand. Giv det 30 sekunder og mærk så efter - hvis fadet er så varmt, at du ikke kan røre ved det, er det ikke egnet til mikrobølgeovnen.
6. Prik æggeblommer og fast skind eller skræl
Tilbered udslået æg i mikrobølgeovnen, men prik hul flere steder på æggeblommen, så det ikke eksploderer. Prik også tomater, pølser, pillekartofler, auberginer og andet, der har fast skind eller skræl.
7. Prøv at lade dejen hæve i mikrobølgeovnen
Lad gærdejen hæve i mikrobølgeovnen. Form for eksempel boller, lad dem stå på en tallerken dækket med bagepapir og Lun dejen ved 900 W i 20-30 sek. Dejen skal være lun. Ellers giv den fem sekunder mere. Flyt dejen til bageplade ov efterhæv i 20 minutter. Bag som vanligt.
8. Kog hurtige ris i mikroovnen
Kog en portion ris. For eksempel 1 del ris, 2 dl vand og ¼ teske salt i en høj skål, der dækkes til. Kog ved 900 w i 3 minutter og bagefter 250 w i fem minutter. Hvil i 3 minutter.
9. Smelt husblas i mikrobølgeovnen
Udblød husblas 5 min. i koldt vand. Vrid husblasen let og læg den i en skål med det vand der følger med. 3 blade smeltes ved 900 W i 20 sek. og 6 blade i 30 sek.
10. Smut mandler
Kom mandler i et krus eller en skål. Hæld vand ved så det dækker (1-1½ dl). Kog ved 900 W i 1-1½ min. Hvil i ca. 2 min. og smut dem.