Redaktionen anbefaler






Når børn er under 2 år, kan de være i køkkenet, når der bliver lavet mad. De kan kigge på, men vigtigst af alt kan de smage og røre de råvarer, der skal bruges i madlavningen.
»Børn under 2 år har nærmest intet filter for, hvad de har lyst til at komme i munden. Det er en guldgrube af smagsudvikling, der ligger i at lade små børn smage på maden, fordi de har lyst til at smage på alt. De har nemlig endnu ingen forudindtagethed om, hvad der er lækkert og ulækkert,« forklarer Karoline Trier, der driver Karoline Triers Madskole, som bl.a. har madlavningskurser for børn.
Børn under 2 år kan sidde på køkkenbordet, i en barnestol eller stå på en skammel, når de er med i køkkenet.
Når børn er mellem 2 og 4 år, kan de hjælpe med at blande ting sammen med hænderne eller et redskab, bruge rivejern og smage maden til.
Du kan også give dit barn medbestemmelse i en bestemt opgave ved f.eks. at lade dem vælge de ingredienser, som skal i maden. Skal I lave salat, kan dit barn vælge tre forskellige ingredienser i grøntsagsskuffen, og står aftensmaden på bolognese, kan barnet vælge, om der skal revet gulerod, selleri eller squash i sovsen.
Ifølge Karoline Trier er det vigtigt at give små børn afgrænsede opgaver, som de kan overskue: »Når børn er under 4 år, er deres fokus meget begrænset, og deres lyst til at være med kan hurtigt forsvinde.«
Når børn er mellem 2 og 4 år, skal de altså ikke sættes ind i alle processer og steps i madlavningen, men kun have en eller få konkrete opgaver at forholde sig til.
De fleste børn mellem 4 og 7 år kan skære, hakke, snitte og skrælle grøntsager. For at give børnene større medbestemmelse kan du bede barnet om at tage stilling til, hvad der skal serveres, og hvordan maden skal tilberedes. Du kan f.eks. spørge dit barn, om I skal lave bagte grøntsager eller tomatsovs til jeres tortillas.
»Børn i alderen 4 til 7 år skal typisk have valgmuligheder og være med til at bestemme for at have lyst til at være med til madlavningen,« siger Karoline Trier.
I samme aldersgruppe kan dit barn også få sin egen selvstændige opgave. Det kan f.eks. være en dip til grøntsagerne, hvor barnet selv skal vælge ingredienser, røre og smage til. Den gode smag er ikke garanteret, men det er vigtig læring for de mindste i familien at afprøve forskellige ting og finde ud af, hvilke mængder og smagssammensætninger der smager godt. Ifølge Karoline Trier får børn en følelse af, at de selv har bidraget med noget til bordet, når de får deres helt egne opgaver.
Byt om på rollerne, så dit barn må bestemme, og du er den hjælpende hånd. Du tager dig af hakke- og snittearbejdet, opvasken og dækker bordet, mens dit barn bestemmer råvarer, tager stilling til sammensætninger og smager til. Når dit barn er mellem 7 og 10 år, kan der stadig være brug for hjælp til vurdering af tid og til at tage varme ting ud af ovnen. Vær derfor i køkkenet, så du er klar til at hjælpe til, men lad barnet tage styringen over madlavningen.
Fra børn er 10 år, og indtil de flytter hjemmefra, kan du helt overlade køkkentjansen til dem. Her kan børnene nemlig få en forståelse af, hvad der skal til for at lave et måltid til en familie.
Du kan f.eks. give børnene en ugentlig maddag, hvor du på forhånd har givet nogle økonomiske og praktiske rammer som maksimumbeløb og tidspunkt for spisning. Du kan også hjælpe med at købe ind, men børnene skal selv have lov til at bestemme, hvad der skal være på menuen:
»Det er vigtigt, at børnene selv bestemmer, hvilken mad de skal lave. Når voksne dikterer, hvad de skal gøre, kan det dræbe lysten til at lave maden. Måske bliver maden lidt mærkeligt, men du kan altid spise en rugbrødsmad, når børnene er gået i seng,« siger Karoline Trier.
Du behøver ikke nødvendigvis at være i køkkenet, men vær i nærheden, så barnet kan få din hjælp, hvis der er brug for det.
Børn udvikler sig meget forskelligt, og det er altid op til den voksne at vurdere, om det enkelte barn kan håndtere de forskellige opgaver i køkkenet.