Lones fornemmelse for pandemier

Selvom vi stadig kæmper med COVID-19, er pandemiforsker Lone Simonsen i gang med at forudsige, hvilken sygdom der udgør en fare for at blive den næste pandemi. I forskningen bruger hun både historiske beretninger og viden om biologi

For flere hundrede år siden havde man ikke samme viden om smitsomme sygdomme. Da pesten hærgede, bar lægerne spidse masker med velduftende urter i, fordi man troede, at sygdommen kun spredte sig i uren luft 

1. Hvordan kan man forstå en epidemi?

»Verden har været ramt af store udbrud af smitsomme sygdomme mange gange. Lige siden jeg blev uddannet, har jeg været optaget af at finde ud af, hvorfor og hvordan vi blev ramt af epidemier historisk set, og hvad vi kan lære af dem i dag. Og her er Danmark en ren guldgrube. Vi har i århundreder været blandt de bedste til at nedskrive beretninger om sygdomme, ligesom vi har udførlige registreringer af blandt andet folketal. Det giver os en viden om, hvor hurtigt pesten spredte sig fra Helsingør til København for 300 år siden. Vi har også en idé om, hvorfor det lykkedes at holde smitsomme sygdomme ude fra nogle byer – de begrænsede adgangen for udefrakommende til byen, og på den måde spredte smitten sig ikke så hurtigt.«

2. Hvordan adskiller COVID-19 sig fra andre pandemier?

»Hvis man sammenligner med den spanske syge, som ramte verden for 100 år siden, rammer COVID-19 bredere. Dengang ramte sygdommen hårdt blandt de unge og de yngste voksne. Det var også i den gruppe, at flest døde. Det ser ud, som om børn og gamle havde en form for naturlig beskyttelse. COVID-19 var der ingen, der havde en naturlig beskyttelse mod. Sammenligner man med eksempelvis SARS-udbruddet i 2003, som havde potentiale til at blive en pandemi, så er SARS også en coronavirus, men SARS har en meget høj dødelighed. En anden stor forskel er måden, SARS smitter på: I stort set alle tidligere pandemier smitter man først, når man har symptomer. Altså det er først, når du hoster, har feber eller noget tredje, at du giver smitten videre. Det betyder, at mange naturligt bliver hjemme, fordi de har det skidt – og dermed begrænser man smitten. Samtidig har alle fået symptomer. Ved COVID-19 er det omvendt: Her smitter du i flere dage før, du mærker noget til symptomerne – og det er slet ikke alle, der får symptomer på sygdom, selvom de smitter videre. Det gør COVID-19 sværere at styre.«

 

Lone Simonsen er epidemiolog og professor på Roskilde Universitet. Hun forsker i pandemier og infektionssygdomme

3. Hvad ville der være sket, hvis ikke vi havde indført restriktioner?

»Hvis vi ikke havde gjort forskellige tiltag for at begrænse smitte, ville langt flere være ramt. Det kan godt være, at tallene siger, at der i Danmark kun er lige så mange døde som på en hård influenzasæson, men så skal man huske, at de er døde på trods af de omgange, vi har lukket samfundet ned. Havde vi ikke lavet en nedlukning, ville op mod 20.000 danskere være døde af COVID-19 det første år.«

4. Forsvinder COVID-19 fra jordens overflade?

»Verden havde stor succes med at udrydde SARS fra jordens overflade. Sygdommen blev inddæmmet relativt hurtigt, for man kunne jo se, hvem der var smittet, for alle smittede fik symptomer. Samtidig smittede SARS også kun, hvis man havde symptomerne. Det gjorde sygdommen nemmere at bekæmpe end COVID-19. Så nej, jeg tror ikke, vi får udryddet COVID-19, men jeg tror, at COVID-19 efterhånden svækkes så meget, at den udgør en mindre trussel. Vi har set det med influenzaepidemier, som brød ud i blandt andet Hongkong for godt 60 år siden. Den var forholdsvis smitsom og dødelig dengang, men i dag er sygdommen en af dem, der af og til rammer os som en mild vinterinfluenza, og som vi kan vaccinere mod.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

5. Hvilken viden har vi trukket på fra tidligere epidemier?

»Noget af det, der blev ret tydeligt med COVID-19, er, at der findes superspredere og supersprederbegivenheder. Det så vi også med SARS for knap 20 år siden. Nogle mennesker afgiver mere virus end andre, og derfor er det helt afgørende at mindske antallet af kontakter og især store begivenheder. Pludseligt kan én person smitte mange andre tilskuere til en sportskamp eller give smitten videre under korsang. 

Forældreløse blev brugt som levende vaccine 

I 1802 brød en voldsom koppeepidemi ud i Sydamerika, hvor Spanien havde kolonier. Kun få år forinden havde man fundet ud af, hvordan man ved at tage puds fra blærer på mennesker, der var smittet med kokopper, kunne give sygdommen videre. Kokopper var en mild koppesygdom, som havde den fordel, at havde man haft en infektion af kokopper, var man beskyttet mod den farligere koppesygdom. 

Pudset, der skulle gives videre, mistede sin virkning efter 10 dage, og i 1803 tog det 6 uger at krydse Atlanterhavet. Spanierne fik fat i 22 forældreløse børn, hvor man smittede 2 inden afrejse. Undervejs på turen sørgede man for at smitte nye børn med passende mellemrum, så der hele tiden var børn, der havde aktiv virus i blodet.

Ved ankomsten til Caracas i Venezuela var der kun ét smittet barn tilbage, og vedkommende havde kun en lille blære, man kunne tappe fra. Alligevel lykkedes det at give kokopper videre, og på 2 måneder fik man inficeret og dermed beskyttet 12.000 mennesker mod den dødelige udgave af kopper. I løbet af et par år var 300.000 mennesker i Sydamerika vaccineret.  

6. Hvad tror du, vi har lært, når vi om et år eller to kigger tilbage på coronapandemien?

»Vi har aldrig før kunnet lave en vaccine så hurtigt, og samtidig har forskerne opfundet nogle nye metoder til at få vacciner til at virke, som vi også kan bruge i fremtiden. Det har været et gennembrud for vaccineforskningen. Men vi mangler stadig at blive endnu klogere på, hvorfor nogle personer aldrig udvikler symptomer, selvom de er smittede – og så skal vi ikke mindst se, om vi kan blive endnu klogere på supersprederbegivenhederne. Hvorfor opstår de? Og hvordan kan vi forhindre en supersprederbegivenhed uden at lukke samfundet ned. Samtidig tror jeg, at vi bliver klogere, når det gælder forberedelserne til de næste epidemier og pandemier. Vi har haft et for lille lager af værnemidler, og det er helt tosset, at vi ikke har haft et lager af udstyr til testmaskinerne. De små rør, man putter prøverne i, inden de skal analyseres, er jo ens uanset sygdommen, så det er tosset, vi ikke har haft et større lager.«

7. Hvilken betydning vil coronapandemien få for vores hverdag fremover?

»Pandemien har vist os, hvad hygiejne og afstand kan gøre. Udover at mindske udbredelsen af COVID-19 har vi jo nærmest ingen sæsoninfluenza haft. Det er blevet tydeligt, at vi med vores adfærd har indflydelse på, om sygdomme spreder sig. En influenzaepidemi er ikke noget uundgåeligt, men noget, man kan forebygge. Måske kan coronapandemien også betyde, at nogen får øjnene op for, hvor vigtigt det er med rengøring på offentlige arealer som børnehaver, skoler og plejehjem.« 

8. Hvilken pandemi bliver den næste?

»Vi bliver ramt med sygdomme, der har potentiale til at blive pandemier, med cirka 20 års mellemrum. Jeg er overbevist om, at den næste store pandemi kan være en koppesygdom. Kopper blev erklæret udryddet på verdensplan i 1980, og det betyder, at alle under 40 år ikke er vaccineret mod kopper, der er en meget smitsom og meget dødelig sygdom. Der findes stadig koppestammer blandt aber i Afrika, og hvert år gives koppesmitten videre til omkring 2000 mennesker i Congo. De udbrud har man kunnet inddæmme ret hurtigt, men det er kun et spørgsmål om tid, før koppevirus muterer og kan blive den næste pandemi.« 

Læs mere om