Derfor behøver du ikke være så bange for E-numre

E-numre er ikke velkomne i vores mad

38 procent af danskerne vil helst undgå tilsætningsstoffer, når de køber ind. Det viser nye tal fra Coop Analyse. Især farvestoffer og andre tilsætningsstoffer, der får maden til at se mere spændende ud, møder modstand. Dem forsøger 41 procent af os at undgå.

E-numrene er så upopulære, at de overhaler både sukker, kulhydrater og gluten på listen over, hvad vi helst vil være fri for.

Men hvad ville der egentlig være tilbage på hylderne i supermarkedet, hvis maden var fri for de tilsætningsstoffer, der kaldes E-numre. Ville vi kunne købe ind til aftensmad?

Vi kører indkøbsvognen igennem supermarkedets afdeling for frugt og grønt. Her ser det lyst ud, vi kan få både blommer, tomater, æbler, kål. Sværere bliver det, hvis fødevarerne skal være en anelse forarbejdede. Et bæger med revet peberrod er tilsat citronsyre, som har E-nummer 330. Natriumdisulfit, E-nummer 223, er tilsat abrikoserne. Inde i butikken er selv den hvide pose med hvedemel tilsat melbehandlingsmidlet ascorbinsyre E 300, som giver melet bedre bageevne. Og det fortsætter med laks, hamburgerryg, pølser, krydderboller, småkager og smoothies, ingen af dem går fri. Hakket kød og steg kan vi få, men så må vi bære over med den beskyttende atmosfære, som det pakkes i.

E-numre er svære at styre udenom. Mange varer ville ikke kunne holde sig undervejs fra producent til forbruger, der ville komme mug ud af mayonnaisetuben, mad vil blive fordærvet eller skifte farve, skille eller blive klumpet. De ser ud til at være et nødvendigt onde, hvis vi ikke selv vil lave alt fra bunden.

Før var det grumt

Men vi behøver ikke at koge vores egen marmelade og selv male det mel, vi vil bage af. E-numrene frygtes uden grund, mener toksikolog, det vil sige ekspert i giftige stoffer, Pelle Thonning Olesen, DTU Fødevareinstituttet. E-numrene hører til det mest gennemregulerede, vi har, siger han. Der er andre ting, der fortjener større bekymring.

Kun set i historiens lys forstår toksikologen utrygheden.

»Det var nogle gange grimme ting, der tidligere blev puttet i vores mad. Den helt store forbedring kom først i 1973 med indførelsen af positivlisten, hvor det blev defineret, hvad der måtte tilsættes og i hvilke mængder,« siger Pelle Thonning Olesen.

Farvestoffer med navne som Berlinerblåt, mønje og kobberarsenit er historiske eksempler på farvestoffer, der blandt andet blev tilsat madvarer. Berlinerblåt blev fremstillet tilbage i 1700-tallet og bruges stadig til at farve blandt andet plastic. Det indeholder jern og det giftige stof cyanid, fortæller Leif Skibsted, professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet. Mønje bruges i byggebranchen til rustbeskyttelse og indeholder bly. Kobberarsenit bar blandt andet navnet smaragdgrøn og blev fra ca. 1800-tallet brugt til vægmaling, der gav beboerne arsenikforgiftning.

Omvendt bevisbyrde

Før 1973 arbejdede man med negativlister. Myndighederne skulle bevise, at noget var skadeligt, før de kunne forbyde det, mens bevisbyrden i dag er omvendt med en positivliste. Positivlisten var et krav fra EU for, at Danmark overhovedet kunne komme med i fællesskabet.

Positivlisten indebærer, at producenterne alene må anvende positivlistens godkendte og gennemregulerede stoffer og ikke andet. Stoffer, der er DNA-skadelige og kan være kræftfremkaldende, kan for eksempel ikke få plads på den flere hundrede numre lange liste, fortæller toksikolog Pelle Thonning Olesen, og tilsætningsstofferne har alle lave grænseværdier, så tilsætningerne holder sig inden for ADI, som er det acceptable daglige indtag.

Økologisk nej til nitrit

Kun for nitrit (E 249 og E 250) vurderer Pelle Thonning Olesen, at der er grundlag for en mere restriktiv tilgang, end den nuværende EU- lovgivning tillader.

Danmark har siden 1995 haft en særregel i forhold til anvendelsen af nitrit i forarbejdede kødprodukter. Det øvrige EU betragter det danske nitritforbehold som overdrevet og dermed som en handelshindring.

 »Nitrit kan i værste fald give anledning til dannelse af kræftremkaldende N-nitrosoforbindelser. Det er dog positivt, at de seneste undersøgelser peger på, at indholdet af netop N-nitrosoforbindelserne generelt er lavt i danske nitritsaltede kødprodukter. Vi mangler dog stadig mere viden på området,« siger Pelle Thonning Olesen.

Nitrit er det eneste eksempel på, at Danmark er mere restriktiv end resten af EU, når vi taler om tilsætningsstoffer.

Forskningsleder Anne Tjønneland, Center for Kræftforskning hos Kræftens Bekæmpelse, bekræfter, at man ikke skal spise for meget forarbejdet kød, men heller ikke for meget kød fra firbenede dyr, fordi man kan se en sammenhæng mellem kræft og det røde kød og ikke mindst de forarbejdede kødprodukter.

»Men vi fraråder på den anden side ikke, at man spiser eksempelvis spinat og grønkål. Begge har et naturligt indhold af nitrat, der kan omsættes til nitrit. Derfor skal man være særlig omhyggelig med varmebehandling og nedkøling af spinat og grønkål,« siger Anne Tjønneland.

Hun mener altså, at man bør tænke på at begrænse indtagelsen af forarbejdede fødevarer og dermed begrænse indtagelsen af disse stoffer. Ellers er der ikke grund til at være bekymret for E-numrene. Heller ikke det omdiskuterede sødestof aspartam (E 951)

»Der er ikke med den viden, vi har i dag, nogen risiko for kræft ved indtagelse af aspartam i de tilladte mængder under grænseværdien,« siger hun.

Tilsætningsstofferne bliver løbende vurderet

I dag er godkendelsen af tilsætningsstoffer grundig, fortæller Pelle Thonning Olesen. Toksikologer gennemtjekker tilsætningsstofferne og rådgiver EU-politikerne, som læner sig op ad disse risokovurderinger, før de lader nye tilsætningsstoffer komme på E-nummerlisten. Vurderingen foregår i ekspertorganet EFSA, som giver EU-politikerne rådgivning i i forhold til fødevaresikkerhed.

»I takt med at der kommer ny viden, bliver vurderingerne foretaget på et bedre og bedre grundlag. Så derfor kan det godt være, at nogle af E-numrene vil være faldet ud af EU-positivlisten igen om 30 år, og der vil fra tid til anden helt sikkert blive justeret på de tilladte mængder. Men det ændrer ikke på, at tilsætningsstoffer generelt hører til blandt de stoffer i vores fødevarer, hvor vi med størst sikkerhed kan udtale, at de er sikre. Det burde gøre forbrugerne trygge,« siger Pelle Thonning Olesen.

Trygge er forbrugerne dog ikke. Selvom videnskaben fortæller os, at E-numre ikke er farlige, er det ikke nok til at lægge låg på bekymringen, fortæller ph.d. Boris Andersen, Aalborg Universitet.

Ikke til at gennemskue

Boris Andersen forstår godt, at tilsætningsstoffer overhaler både sukker, kulhydrater og gluten i upopularitet. Sukker, kulhydrater og gluten ved vi, hvad er. De er konkrete i vores bevidsthed. E-numre ved vi ikke, hvad er, og det er der en voldsom modstand imod, fortæller Boris Andersen.

»Det kan godt være, at et E-nummer 250 i virkeligheden har været brugt i 300 år, men det er følelsen af, at du ikke kan gennemskue, hvad der kommer ind i din krop, som er en show-stopper. Det bliver følelsesladet, når det handler om noget, der skal ind i vores mund. Står der nogen med en sprøjte og pumper hamburgerryggen? Meget bygger på ukendskab, men generelt findes der en mistro over for fødevareindustrien og det, der bliver gjort ved maden,« siger han.

Den mistro kan være velbegrundet, mener kampagneleder Klaus Jensen fra organisationen Aktive Forbrugere, der kæmper for bedre og mere bæredygtigt forbrug.

Han er ikke helt tilfreds med EU’s positivliste.

»Slår man op i E-nummerbogen, så kan man sagtens problematisere nogle af stofferne. Azofarvestoffer, der bliver brugt i meget slik og kage, kan have en negativ virkning på børns koncentrationsevne og gøre dem hyperaktive. De burde ikke være på positivlisten,« siger Klaus Jensen.

Han mener, at langt de fleste stoffer på positivlisten er uproblematiske, men når der så er et problematisk tilsætningsstof, kan det være en lang, tung proces at få det taget af listen.

»Generelt er vi bedre sikret på fødevareområdet end på eksempelvis kemikalier, som man først er ved at få styr på nu,« siger Klaus Jensen.

Han mener dog, at man burde kigge på, hvad tilsætningsstofferne skal bruges til, og om det gavner forbrugerne, at der eksempelvis er farve i maden.

Gul gurkemeje

Toksikolog Pelle Thonning Olesen fra DTU Fødevareinstituttet er enig i, at tilsætningsstoffer kan bruges til for eksempel at få ernæringsmæssigt underlødige fødevarer til at virke indbydende. Her er skepsis i forhold til E-numre berettiget. Det er bare ikke E-numrene, der skal dømmes, men de færdige fødevarer, der i så fald ikke er gode nok, mener han. Vores bekymringer og det, vi reelt har grund til at være bekymrede for, hænger ikke altid lige godt sammen, mener han.

»Især farve i mad synes at fylde meget i bekymringsbevidstheden, måske fordi farve er så synlig. Men det er helt uden grund at bekymre sig for eksempel om det gule farvestof curcumin E 100, som udtrækkes fra gurkemeje« siger han.

Mange andre E-numre findes naturligt i vores krop. Nitrat, æblesyre, citronsyre og natron har alle et E-nummer. Citronsyren får vi, når vi spiser frugt, og om det er et tilsætningsstof i en fødevare, eller vi får det andre steder fra, gør ingen sundhedsmæssig forskel. Stoffet er det samme.

Bordsalt er et naturligt stof, der af historiske grunde ikke har et E-nummer, men det er i princippet den samme historie som med æblesyre, citronsyre og bagepulver. Det findes naturligt i vores krop og i naturen. Men selvom salt ikke har et E-nummer, skal man ikke spise for meget af det, ikke mere end 5-6 gram salt dagligt, siger de officielle kostanbefalinger.

Cocktaileffekt er undersøgt

Indtager man flere forskellige tilsætningsstoffer samtidig, kan der være en bekymring for, at den samlede mængde af tilsætningsstoffer kan medføre en skadelig effekt. Altså en kombinationseffekt, populært kaldet en cocktaileffekt. Men cocktaileffekten holdes der også øje med. Flere ADI-værdier er således gruppe-ADI-værdier, der dækker over den samlede mængde af en gruppe af stoffer. Hvis der foreligger viden om, at et tilsætningsstof kan reagerer med andre stoffer i en fødevare, så man får en uønsket effekt, så skal der tages højde for det.

Mere bekymret for andre giftstoffer

Naturens egne giftstoffer bekymrer Pelle Thonning Olesen mere end stofferne på E-nummerlisten.

For eksempel i almindelig sort te, grøn te, flere typer urtete og særligt rooibos te er man for nylig blevet opmærksom på, at der forekommer forurening af såkaldte pyrrolizidinalkaloider, en stofgruppe, hvoraf flere stoffer regnes for kræftfremkaldende. Stofferne dannes i ukrudt, der vokser mellem teplanterne, og som kan plukkes med i teen. De rådnende ukrudtsplanter kan også forurene jorden, og stofferne kan optages herfra af teplanterne. Selvom indholdet generelt er lavt, så er det samlede indtag fra te stort nok til, at det giver anledning til en sundhedsmæssig bekymring, fortæller Pelle Thonning Olesen.

Kræftfremkaldende er også stoffer, der dannes af skimmelsvampe, som vokser på planter i marken og på fødevarer.

»Og så er der de gamle travere som kviksølv, arsen, bly og cadmium, som en række af de planter og dyr, vi spiser, kan optage fra miljøet,« siger Pelle Thonning Olesen.

Han fortæller, at toksikologer generelt bekymrer sig mere om helt andre stoffer end E-numrene i vores mad. Det kan være miljøforureninger i form af metaller eller organiske stoffer fra menneskeskabt udledning i miljøet, naturlige plantegifte, stoffer i fødevarekontaktmaterialer, mykotoksiner og varmebehandling af fødevarer, hvor der kan dannes skadelige stoffer som for eksempel akrylamid.

»Hertil kommer stoffer, vi får alle mulige andre steder fra. Vi er omgivet af en lang række industrikemikalier, som bruges i alt fra eksempelvis elektronik, husbyggeri, tøj m.m. Stoffer, som vi ofte ved meget mindre om end tilsætningsstofferne. Her kan man være mere bekymret for en cocktaileffekt, men det er nok en anden historie,« siger Pelle Thonning Olesen.