Hvor meget feder min øl?
Det er relativt nemt at finde energiindholdet i almindelig pilsner- og guldøl, men med den danske ølrevolution er der heldigvis kommet hundredvis af specialøl på hylderne. Hvordan finder man energiindholdet i f.eks. en Barley Brew fra GB/Gourmetbryggeriet med 10.5 % alc. (købt i Fakta).
Ud over alkoholen, der giver energi, er der jo en mængde restsukker, der også giver energi. Hvad er kJ-indholdet pr. l mon i dette produkt?
Er der en »tommelfingerregel« der angiver kJ pr. l pr. alkoholprocent?
Lars Jørgen Grønbjerg, Vrads
Svar fra Per Brændgaard
Du har ret i, at energiindholdet i en øl afhænger af både indholdet af alkohol og sukker. Begge dele varierer en hel del mellem forskellige øl, så man er nødt til at få oplyst fra producenten, hvad der er i den konkrete øl, hvis man vil vide det præcist.
Generelt gælder det, at jo højere alkohol-procenten er, des højere er energiindholdet.
Som tommelfingerregel kan du regne med 8 kcal pr. % alkohol pr. 100 ml øl.
En øl med 10,5 % alkohol vil derfor indeholde ca. 84 kcal pr. 100 ml.
En flaske, som er på 500 ml, indeholder 420 kcal. Det er mange.
Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring.