Redaktionen anbefaler






Når hosten er på sit højeste og halsen brænder, kan det være fristende at forsøge sig med diverse hostemidler, sugetabletter og bolsjer. Men det har ingen dokumenteret effekt.
En almindelig virusinfektion kan være udmarvende og gøre ubehageligt ondt. Heldigvis kan du lindre ømhed, ubehag og eventuel feber med smertestillende håndkøbsmedicin. Men du bør som udgangspunkt holde dig til piller, hvor paracetamol er det virkende stof – det gælder eksempelvis Panodil, Pamol og Pinex.
Det siger professor ved Klinisk Farmakologi og Farmaci på Syddansk Universitet, Anton Pottegård. Det betyder, du skal være varsom med at tage lægemidler som f.eks. Ipren, dvs. lægemidler, hvor det virksomme stof hedder ibuprofen.
»Man skal som udgangspunkt lade være med at tage Ipren, hvis man har lette smerter eller feber, som man gerne vil have slået ned med medicin. Det er uanset, om smerterne er forårsaget af en virus eller har en anden årsag.«
Infektioner og betændelse forårsaget af virus kan ikke bekæmpes med antibiotika. Antibiotika er kun virksomt, når det er bakterier, der er skyld i miseren.
Rådet om at være varsom med ibuprofen gælder altså ikke virusinfektioner specifikt, men alle typer lette smerter og ubehag. Ibuprofen har nemlig langt mere alvorlige bivirkninger end paracetamol. Eksempler herpå er irritation af slimhinde i maven, mavesår, hjerte-kar-bivirkninger og nyrepåvirkning.
Både i pressen og på sociale medier har der været fremsat mistanke om, at Ibuprofen kan forværre tilstanden hos personer smittet med coronavirus. Det er der dog ikke noget videnskabeligt belæg for, siger Anton Pottegård. Alligevel er han på bestilling fra Lægemiddelstyrelsen sammen med kolleger fra Syddansk Universitet og Aarhus Universitet i disse dage i gang med at undersøge, hvordan blandt andet Ibuprofen virker på personer med alvorlig lungebetændelse forårsaget af virus, f.eks. influenza.
Læs mere i denne artikel på tjekdet.dk
På den anden side skal man ikke være nervøs for at tage en Ipren, hvis man ellers er sund og rask, siger Anton Pottegård.
»Hvis man ikke har tilstrækkelig effekt af piller med paracetamol, vil jeg ikke være bekymret for, at man supplerer med ibuprofen i form af Ipren, men det bør, som myndighederne anbefaler, være i lavest mulige doser og i kortest mulig tid.«
Det vil dog sjældent være nødvendigt i forbindelse med en virusinfektion, og føler man, at man har brug for noget stærkere end de ”milde” smertestillende piller, så bør man kontakte sin læge, vurderer han.
Husk altid at læse indlægssedlen grundigt eller følg din lægens anvisninger.
Når hosten er på sit højeste og halsen brænder, kan det være fristende at forsøge sig med diverse hostemidler, sugetabletter og bolsjer. Noget af det smager udmærket, men det har absolut ingen dokumenteret effekt i forhold til at lindre symptomerne, fastslår Anton Pottegård. Det kan dog give en oplevelse af, at man i det mindste gør noget aktivt for at stå imod influenzaen, og i så fald skal man endelig ikke holde sig tilbage.
Informationen i artiklen var gældende på udgivelsestidspunktet. Vi gør det bedste, vi kan, for at holde artiklerne opdaterede. For opdateret information fra myndighederne, besøg altid: coronasmitte.dk
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10