Studenterkørsel: Hvad skal jeg servere til vognturen?

Undgå glas, bestik og tung mad – prøv i stedet at fylde flyttekasser med popcorn eller hav tandbørster klar. Sådan lyder nogle af rådene, hvis du får besøg af nybagte studenter på studenterkørsel. Samvirke giver dig inspiration til, hvad du kan servere for studenterne, når de kører rundt til forældrene i deres studentervogn eller på ladet af en lastbil eller bag en traktor.

Hvad skal du servere for nye studenter? STRØM! Og så selvfølgelig lidt mad, popcorn i flyttekasser og tandbørster. 

Husk: Let mad og mindre, end du tror

I juni bliver de fleste af årets studenter færdige på skolen, og traditionen foreskriver, at skolegangen sluttes med en tur rundt til forældrene. Alle vil gerne servere noget godt, men husk, at maden og drikkevarerne gerne må være lette. Studenterne kommer mange steder hen i løbet af dagen, så tung mad bliver svært at komme igennem, og husk: Lige meget hvornår på dagen du får besøg, så spiser studenterne mindre, end man tror. 

Hvis studentervognen kommer først på dagen

Nogle steder er det en tradition, at de nyudklækkede studenter spiser morgenmad på et af de første stop på køreturen. Hvis de gør det, kan I måske arrangere det sådan, at der er rundstykker det første sted og wienerbrød det andet sted, studenterne besøger. 

Om morgenen og om formiddagen kan du servere: 

  • Små croissanter
  • Udskåret frugt
  • Hjemmebagte boller med pålæg
  • Yoghurt med topping i små glas

Drikkevarer kunne være: juice, mælk, Gammel Dansk eller Bailey i kakaomælk. 

 

Hvis studentervognen kommer til dig midt på dagen

Midt på dagen er der stor frihed, når det gælder menuen. De unge har spist et større morgenmåltid, så du kan servere de ting, du vælger. 

De klassiske retter: 

  • Frikadeller 
  • Pølsehorn og pizzasnegle
  • Cocktailpølser i baconsvøb
  • Små toast eller sandwich med fyld, for eksempel tunmousse eller skinke
  • Frugt – for eksempel vandmelon og bananer

De overraskende retter: 

  • Hamburgere eller cheeseburgere
  • Nachos med ost – lavet i en bradepande
  • Is. Enten som isvafler eller kugler, de selv kan lave i bæger eller vafler
  • Køb en omgang slik og få nogle papirposer, så kan studenterne blande lidt slik, de kan tage med på turen

Husk de ikke-alkoholiske drikke

I studentervognen er der øl og vin nok. Lav i stedet nogle drikkevarer, som ikke indeholder alkohol, eller hvor studenterne selv kan tilføje alkohol. 

Sommeren er tid for hyldeblomster, så lav en punch med danskvand og hyldeblomstsaft. Tilsæt isterninger og måske også frugter og bær. Du kan stille en flaske vodka frem til dem, der har lyst til at få alkohol i sommerdrikken. 

Af andre gode ting kan du servere: 

  • Iskolde sodavand
  • Slush-ice
  • Saftevand

Får du besøg sidst på dagen

Har I aftalt, at der er et af stoppene på turen, hvor de nybagte studenter gerne vil have aftensmad? Så overvej noget, der kan grilles, hvis vejret er godt. Eller hotdogs. 

Er det koldt i vejret, så server suppe. En tomatsuppe med brød til er et hit!

Sidst på dagen tager trangen til ikke-alkoholiske drikke også til, lyder det fra Samvirkes læsere på facebook. Så server også kaffe, te, juice og vand. 
 

Se, hvad vi ellers skriver om: #studerende, #fest, #sommer og #sommermad