Smid skoene og få sundere fødder

Tag skoene af og mærk græsstråene, sandet og terrænet. Fra barnsben sætter vi fødderne i et par sko, og de kommer sjældent af igen, men vi kan forebygge fodsygdomme ved at smide skoene noget oftere. Vi får nemlig trænet nogle andre muskler og led, når vi har bare tæer

Det er sundt at smide skoene og gå i terræn med bare fødder.

Vores sko former fødderne

Vi har brugt sko i omkring 30000 år, og især i Vesten har vi sko på i de fleste af døgnets lyse timer. Her er det ikke normalt at se barfodede i gadebilledet. Men faktisk er det slet ikke sundt for os at gå så meget med sko, især fordi de fleste sko er for smalle til vores fødder. Det fortæller Thomas Pretsch, som er fysioterapeut med fokus på naturlig bevægelse:

»Hvis man tænker på, hvad en sko gør ved foden, så er det lidt ligesom at lukke ned for dele af kroppen i flere timer hver dag. Det svarer til at tage stramme vanter på sine hænder og gå rundt med dem 8 timer om dagen. Skoen kan beskrives som en slags gips, der begrænser én.«

De smalle sko har da også konsekvenser. Op mod hver fjerde kvinde i 50’erne har ondt i fødderne, viser Østerbroundersøgelsen, som er en befolkningsundersøgelse af 24.000 repræsentativt udvalgte borgere, der er blevet fulgt i op til 35 år.

»Når man kigger på stammefolks fødder, så har de en anderledes form end vores. Forfoden og tæerne er bredere, hvor vi i Vesten er smallere omkring tæerne. Foden kommer simpelthen til at ligne skoen. Og det betyder, at man mister den naturlige bevægelse og funktion af tæerne og fødderne, og så kan man risikere at få hammertå, nedsunken forfod, knyster og andre fodproblemer,« siger Thomas Pretsch.

Fakta om fødderne

  • Vi tager dagligt op mod 15.000 skridt.
  • En person på 70 kilo vil belaste hver fod med ca. 100 tons for hver løbet kilometer.
  • Foden består af 33 led og 26 knogler. Det er næsten 25 procent af kroppens knogler.
  • Foden har ca. 200.000 nerveender.
  • Babyer er platfodede helt op til 3-års alderen, hvor svangen og forfoden begynder at blive dannet.

Kilde: Danske Fysioterapeuter og krop-fys.dk

Fødderne er skabt til at bevæge sig

Der er mange knogler, led og muskler i foden, som ifølge Thomas Pretsch bliver immobiliseret af sko, fordi fødderne er skabt til at bevæge sig meget mere, end skoen giver mulighed for.

»Kroppen bliver stærkere, når der bliver stillet krav til den. Når man går med bare tæer på ujævnt terræn, i sandet eller på græsset, så træner man muskler, ledbånd og balance  på en anden måde, end man gør, når man har sko på. Ingen af os er født med for eksempel støvler på, der støtter omkring anklen, så vi har ikke behov for den støtte.«

Sko har selvfølgelig en praktisk funktion, og i dag, hvor de fleste af os bor i asfalterede byer, er det upraktisk at gå med bare tæer på fortovene.

»Isoleret set bør vi gå mere med bare tæer for fodens funktion, men hvis man bor i byen, er der jo en risiko for, at man træder i glasskår. Sko har også en god funktion i andre specifikke situationer. Hvis man for eksempel er fodboldspiller, kan man performe bedre med fodboldstøvler, og klatrer man, har man behov for klatresko – men jo mere du har mulighed for at gå med bare tæer, desto bedre.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Små børn og bare fødder

Lad dit lille barn gå med bare tæer, fordi babyer sanser meget med fødderne. Barnet har brug for at være barfodet for at lære at bevæge sig korrekt, så vent med sko, til barnet kan gå.

Kilde: SST.dk, boernensverden.dk

Træn dig op til at gå barfodet

For at forebygge forskellige fodsygdomme anbefaler fysioterapeuten derfor, at voksne smider skoene oftere. Dog skal man, som med al anden træning, træne sig op til at gå med bare tæer i længere tid, da fødderne ikke er vant til det.

»Det kræver tilvænning og gradvis opbygning at gå meget barfodet. Hvis man bare smider skoene og begynder at gå med bare tæer hele dagen, kan man for eksempel få overbelastningsskader i foden, akillessenen, læg og knæ.«

En god start er at droppe sutskoene og i stedet gå barfodet derhjemme. Når vejret tillader det, kan du begynde at tage skoene af, når du går i haven, på stranden, eller hvis du går en kortere tur. Med tiden kan du gå længere og længere ture i forskelligt terræn.

»Terræn giver en varieret belastning af fodens led, som gør dem stærkere og mere mobile. Udfordr dine fødder med ujævnt terræn som sand, bakker, skovbund eller sten.«

Kilder: Thomas Pretsch, fysioterapeut, Østerbroundersøgelsen

Læs mere om