Skattejagt til børnefødselsdagen
Til skattejagten skal du bruge:
• Tre voksne eller store børn, der kan bemande tre poster.
• Rekvisitter, som den uhyggelige skurk har tabt – det kan være en hat, klo, fjer fra papegøjen eller et lommetørklæde med blod (ketchup).
• Et puslespil med mindst 12 brikker, hvor du på bagsiden af puslespillet tegner, hvor skatten er gemt.
• Farveblyanter eller maling og papir.
• Musikafspiller.
• En skål med blommer.
• Noget der kan optage lyd – det kan de fleste mobiltelefoner.
1. Det uhyggelige afsæt.
Kald børnene sammen, og fortæl dem en historie, der er afsæt for skattejagten: Da du lige havde bagt den lækre fødselsdagskage, bankede det på døren, og en mand med klap for øjet, hat på hovedet og en papegøje på skulderen stod derude. Papegøjen fløj ind i stuen, og du løb efter den for at få den ud, og imens stjal manden kagen! Da han løb væk, så du, at hans ene hånd var en klo, og at han tabte noget. Han tabte disse tre stykker papir.
Hvis børnene ikke er helt små, kan du vise dem tre kradsemærker, du fik på armen af papegøjen, og måske en fjer, den havde tabt. Hvis børnene er for små til uhygge, kan du fortælle en alternativ historie om, at bageren har glemt, hvor han har sat kagen.
2. Inddel i grupper.
Du inddeler børnene i tre grupper og giver hver gruppe et skattekort, der viser hen til de tre poster. Hvis børnene er små, kan de få udleveret tre billeder af de steder, hvor de skal hen. Grupperne starter ved hver sin post.
3. Tegneposten.
Ved denne post får børnene besked om, at de skal tegne den mand, der har stjålet kagen, for så bliver det nemmere at finde kagen. Når tegningerne er færdige, kigger I på dem, og du spørger børnene, hvilke ting der er særlige ved tyven? På et tidspunkt når børnene nok frem til, at han havde en hat på. Her stopper du op og spørger børnene, om de kan se en hat i nærheden. Børnene finder hatten, og i den er der en puslespilsbrik. Nu må de gå videre til næste post.
4. Lytteposten.
Børnene får at vide, at manden med klappen for øjet tabte sin mobiltelefon/diktafon på vejen, og du har fundet nogle optagelser på den, der måske kan være en hjælp til at finde kagen igen. Lad børnene afspille en lyd ad gangen. Eksempelvis lyden af, at der bliver børstet tænder, og så skal du på forhånd have gemt en puslespilsbrik i kruset med tandbørster. Du kan også bruge lyden af fjernsynet eller legoklodser, der bliver hældt ud på gulvet. Når de tre lydposter med tre tilhørende puslespilsbrikker er fundet, kan de gå videre til næste post.
5. Danseposten.
Nu skal de danse stopdans. Brug eventuelt sangen Jeg er en papegøje fra Amerika. Sig til dem, at de skal lytte godt til sangen, imens de danser, fordi det er papegøjen, der var med til at stjæle kagen, der har sunget sangen, og den har et hemmeligt budskab. Du stopper musikken cirka 10 gange undervejs, og børnene skal stå stille, når musikken stopper. Når sangen er færdig, spørger du børnene: »Hvad betalte skipperen med, da han købte papegøjen?« Svaret er 25 kroner og en blomme. Der står en skål med blommer, og i den ligger der et par af puslespilsbrikkerne.
6. Puslespillet samles.
Når alle børn har været på alle tre poster, samles de, og nu skal de samle puslespillet. På bagsiden dannes der også en tegning, der eksempelvis forestiller et bestemt stort træ i haven, et legehus eller sofabordet. Nu kan ungerne drøne ud og finde kagen.