Sikker sex: Fordele og ulemper ved 9 typer prævention
Kondom
Gummihylster, som mænd trækker over deres stive penis før sex. Ved udløsning samles sæden i kondomet. Fordele: - Eneste form for prævention, der beskytter både mod kønssygdomme og graviditet - Kan købes mange steder - Giver sjældent bivirkninger Ulemper: - Kan gå i stykker eller glide af, hvis du ikke bruger kondomet korrekt - Mange mænd mener, kondomet nedsætter følsomhed i penis Sådan finder du den rigtige størrelse kondom
P-pille
Indeholder hormonerne østrogen og gestagen, som forhindrer ægløsning og derved graviditet. Receptpligtig. Fordele: - Beskytter næsten 100 procent mod uønsket graviditet, hvis p-pillerne bruges som anvist på pakken - Nem at bruge - Kan give mindre kraftige og mindre smertefulde menstruationer Ulemper: - Beskytter ikke mod kønssygdomme - Kan give bivirkninger som brystspændinger, kvalme, hovedpine, humørsvingninger og nedsat sexlyst i de første måneder, du bruger p-piller - Risiko for blodpropper, hvis du er arveligt disponeret - Kaster du op eller har diarré, kort tid efter du har taget p-piller, kan du blive gravid
Minipille
Indeholder ligesom p-piller hormonet gestagen, men ikke østrogen. Hormonet forhindrer ægløsning og derved graviditet. Receptpligtig. Fordele: - Beskytter næsten 100 procent mod graviditet - Mindre risiko for blodpropper end ved p-piller, hvis du er arveligt disponeret Ulemper: - Skal tages på samme tidspunkt hver dag. P-piller kan derimod tages inden for et interval på 12 timer - Beskytter ikke mod kønssygdomme - Menstruation kan blive uregelmæssig - Enkelte kvinder kan blive lettere deprimerede, når de tager minipiller
Hormonspiral
Plastikgenstand med hormonet gestagen, som beskytter mod graviditet og kan sidde oppe i skeden i mellem 3 og 8 år. Receptpligtig, og din læge skal sætte den op. Derudover findes en kobberspiral, som ofte bruges som nødprævention. Fordele ved hormonspiral: - En af de former for prævention, der beskytter bedst mod graviditet - Kan give færre og mindre kraftige menstruationer - Giver mindre risiko for underlivsbetændelse end kobberspiral Ulemper ved hormonspiral: - Kan glide ud - Beskytter ikke mod kønssygdomme - Dyr, men sammenlignet med p-piller, du skal købe oftere, bliver den månedlige pris cirka den samme
P-plaster
Afgiver hormonerne østrogen og gestagen, der forhindrer ægløsning og derved graviditet. Sættes typisk på overkroppen, en skulder eller på ballen. Receptpligtigt. Fordele: - Beskytter med næsten 100 procents sikkerhed mod uønsket graviditet - Afgiver færre hormoner end p-piller - Du skal kun tænke på prævention 1 gang om ugen, hvor du skifter holder pause med p-plastret - Glemmer du at tage nyt plaster på, er du fuldt beskyttet i 2 dage ekstra Ulemper: - Kan give bivirkninger såsom brystspændinger, hovedpine, kvalme og humørsvingninger - Beskytter ikke mod kønssygdomme - Virker ikke altid for kvinder på 90 kilo og over
P-stav
En lille 4 centimeter lang stav med hormonet gestagen, som bliver lagt ind på undersiden af huden på indersiden af overarmen. Her ligger den i 3 år og afgiver gradvist hormonet, der forhindrer ægløsning og derved graviditet. Receptpligtig. Fordele: - Giver næsten 100 procents beskyttelse mod graviditet - De fleste kan bruge p-stav Ulemper: - Giver næsten altid uregelmæssige blødninger. 3 ud af 5 oplever enten ophør i menstruation eller hyppigere/kraftigere menstruation - Mange får bivirkninger såsom brystspændinger, uren hud, hovedpine, humørsvingninger og vægtøgning i de første par måneder - Beskytter ikke mod kønssygdomme
P-ring
En lille blød ring af plastik, du selv lægger op i skeden. Her ligger den i 3 uger, inden den tages ud i 7 dage. P-ringen afgiver hormoner, som beskytter mod graviditet. Receptpligtig. Fordele: - Beskytter mod graviditet med en sikkerhed på næsten 100 procent - Du behøver kun tænke på prævention 1 gang om måneden Ulemper: - Beskytter ikke mod kønssygdomme - Kan give bivirkninger såsom brystspændinger, hovedpine, kvalme og humørsvingninger - Ikke alle kan bruge p-ring - Risiko for irritation i og omkring skeden - Få kvinder eller partnere oplever at kunne mærke p-ringen under sex
Pessar
En lille »gummikop«, du selv smører med sæddræbende creme og sætter op i skeden op til 2 timer før sex. 6 til 8 timer efter sex kan du fjerne pessaret. Receptpligtigt. Fordele: - 97 procent sikkerhed for ikke at blive gravid, hvis du bruger pessaret korrekt - Kan ikke mærkes under sex hvis placeret korrekt - Ændrer ikke på hormonbalancen - Kræver få lægebesøg modsat andre former for kvindelig prævention Ulemper: - Beskytter ikke mod kønssygdomme - Svær at bruge – og derfor ikke så sikker som andre præventionsformer - Sæddræbende creme kan give svie i skeden
Nødprævention
Har du haft ubeskyttet sex eller glemt din vanlige prævention, kan du som kvinde bruge nødprævention, der forhindrer graviditet - dog ikke lige så sikkert som andre typer prævention. Fortrydelsespiller kan købes i håndkøb på apoteket og tages 3-5 døgn efter ubeskyttet sex. Læs indlægssedlen grundigt, da pillerne kan nedsætte virkningen af for eksempel p-piller. Kobberspiral kan anvendes op til 5 døgn efter ubeskyttet sex og indeholder ikke hormoner. Kobberspiralen beskytter mod graviditet, men kan give mere uregelmæssige og/eller voldsomme blødninger og en lille risiko for graviditet uden for livmoderen. Receptpligtig. Kan også bruges som normal prævention.








