Samvirke bager lagkage med bær

Se, hvordan Samvirkes madskribent Maria Meldgaard bager en dejlig lagkage med bær

Ca. 10 stykker lagkage

Ingredienser:
4 æg
2 dl sukker
1 dl hvedemel
1 dl kartoffelmel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker

Fyld:
ca. 400 g bær
2 spsk. sukker
4 dl piskefløde
2 spsk. lemoncurd.

Sæt
først ovnen på 175 grader. Pisk æg og sukker skummende. Bland hvedemel,
kartoffelmel, bagepulver og vaniljesukker sammen i en skål, og vend det
i æggemassen. Dejen skal være helt uden klumper

Smør en springform på 24 cm. Drys den med mel. Hæld dejen i og bag den nederst i ovnen 30-35 minutter. Stil formen på en rist.

Efter 10-15 minutter kan den løsnes fra formens bund. Lad den stå, til den er helt kold.

Brug en lang smal brødkniv med bølgeskær til at skære kagen
i tre nogenlunde lige tykke lag, mens den ligger på et stykke
bagepapir. Drej kagen rundt med den ene hånd, mens du skærer med den
anden.

Tag en håndfuld bær fra til pynt. Mos resten af bærrene med
en gaffel i en dyb tallerken og vend dem med sukker. Pisk fløden og
vend den med lemoncurd. Find et rundt fad og læg første bund på.

Glat med bagsiden af en ske halvdelen af bærmosen ud på
bunden. Læg en tredjedel af flødeskummet ovenpå. Gentag med anden bund,
smør det sidste flødeskum på toppen af tredje bund og pynt med de sidste
bær.

Se, hvad vi ellers skriver om: #køkkenråd og #lagkage