Sådan vælger du den hurtigste kassekø i supermarkedet
Du trasker rundt i dit lokale supermarked. Bare med en kurv, for det skal ikke være en lang shoppetur – kun lige de sidste småting til aftensmaden. Tomatsovsen nede i tørvarer. Lidt mozzarella i køledisken. Måske også en halvanden liters sodavand og en pose chips.
Det er jo fredag.
Men så snart du nærmer dig kassen, opstår det evige dilemma. For du er tydeligvis ikke den eneste, der mangler noget. Køerne til kasserne er lange. Og lad os nu være ærlige, man ender jo altid med at vælge den forkerte. Så er der lige en kunde, der skal have tjekket sin bon, en stregkode, der ikke virker, en bonrulle, der har sat sig fast. Alt sammen noget, du naturligvis ikke selv er herre over.
Noget, du til gengæld selv kan styre, er, hvilken kø du vælger. Og selvom det kan virke kontraintuitivt at tage den med få kunder, der har flere varer i vognen, frem for den med flere kunder, der til gengæld har færre varer, kan det måske godt betale sig.
Hver vare tager 3 sekunder
Den amerikanske matematiker Dan Meyer regnede på det for nogle år siden. Han havde længe været optaget af mysteriet om, hvilken kassekø man skal vælge for at komme hurtigst muligt videre. Og han satte sig derfor for at løse det.
I sit lokale supermarked stillede han sig op med et stopur og en tavle, hvorpå han noterede, hvor mange varer hver kunde havde, og hvor lang tid hver kunde tog om at blive ekspederet.
I sine udregninger kom han frem til, at alle formaliteter ved kassen – på nær at scanne varerne ind – tager i gennemsnit 41 sekunder.
Hver vare lægger tre sekunder til den samlede ekspeditionstid. Det betyder, at en ekspedition varer 44 sekunder, hvis du køber én vare, og 59 sekunder, hvis du køber seks varer.
Frygt ikke kunden med mange varer i vognen
Selvom snakken og formaliteterne ved kassen kan være hyggeligt for nogle, er det altså den absolutte tidsrøver. Og derfor må konklusionen være, at skal du bare hurtigt hjem, bør du ikke frygte at stille dig i den korte kø bag kunden, der har godt med varer i vognen. De fem i den anden kø vil givetvis smile overbærende til en begyndelse, men måske knap så meget, når du overhaler dem. I hvert fald har du matematikken på din side.
Scan & Betal-appen snyder køen
Nå ja, og så kan du jo også vælge at downloade Coops Scan & Betal-app. Med den kan du springe den vante kasse-kø over og gå direkte til selvbetjeningskassen. Men kryds fingre for, at du ikke bliver taget ud til stikprøvekontrol, for dét tidsdilemma har matematikerne endnu ikke regnet på.
Uskrevne regler i kassekøen
Før i tiden var ekspeditioner meget mere styrede, og kassedamen i supermarkedet sørgede for, at folk kom til efter tur. I dag skal kunderne selv holde køkulturen. Vi er dog generelt rigtig gode til at overholde de uskrevne regler, der er i en kø. Men visse steder har man bibeholdt ’autoriteten’, f.eks. hos bageren og på apoteket, hvor man trækker et nummer.